Når 701 kvinder i mediebranchen skriver under på en støtteerklæring for TV-værten Sofie Linde og ikke en eneste gang, i modsætning til #MeToo-kampagnen i USA, nævner navnene på de mænd, som de fortæller de er blevet chikaneret og krænket af, er det helt naturligt.
Det mener Helene Almind Jansen, der er psykolog og ved SDU og har forsket i seksuelle overgreb.
»Kvinderne ønsker ikke at hænge nogen ud. De ønsker derimod at sætte fokus på et problem i en branche og at ændre en krænkelseskultur. Det er ikke gabestokken, de går efter. De går efter bolden og ikke efter manden. Det er det vigtige budskab. Kvindernes ærinde er at få ryddet op i mediebranchen, så de kan gå på arbejde uden at skulle høre på den slags.«
Se brevet til Sofie Linde og listen over dem, der har skrevet under på støtteerklæringen her.
Psykologen påpeger, at det desuden kan have alvorlige konsekvenser for mændene, hvis de nævnes ved navn, for hvis personen, der har overskredet en kvindes grænse, har rettet ind gennem årene, er han/hun ikke tjent med at blive sat i gabestok, mener hun.
»Hvis man ser på, hvad der ændrer en kultur i en branche, så er det ikke at hænge enkeltpersoner ud. Så er det at tegne et bredt billede af branchen,« siger Helene Almind Jansen.
Er det rigtigt?
En af de få undtagelser herhjemme var, da den den tidligere filmproducent og medstifter af filmselskabet Zentropa Peter Aalbæk Jensen i 2017 blev anklaget for seksuelle ydmygelser og mobning. Men det var naturligt at fremhæve hans navn i den forbindelse, mener Helene Almind Jansen, fordi »Ålen« var kulturbærende på Zentropa og ikke blot en almindelig medarbejder eller mellemleder.
At en chef eller en kollega på en arbejdsplads kan være så »heldig« ikke at blive nævnt ved navn på en liste over krænkere og derfor får muligheden for at fortsætte sine grænseoverskridende adfærd, ser Helene Almind Jansen ikke som et problem. For ligesom med Peter Aalbæk Jensen skal navnet nok dukke op, hvis vedkommende fortsætter, mener hun.
Hvis man først begynder at nævne folk ved navn, flytter man fokus fra det, det egentlig handler om.Helene Almind Jansen, psykolog
»Men lige så snart, man begynder at navngive personer, føler folk, der hører om det, at de skal vælge side og tage stilling til, om det er rigtigt eller ikke rigtigt, det, der bliver fortalt. Og så har man mistet fokus på, at der skal ske en kulturforandring,« siger Helene Almind Jansen.
Lev med det
Til dilemmaet om, at der i kritikken af krænkelserne i brevet til Sofie Linde ikke indeholder navne, og det dermed risikerer at mistænkeliggøre alle mænd i mediebranchen, siger Helene Almind Jansen:
»Krænkernes mandlige kolleger må desværre leve med den byrde, det er, at de kan føle sig mistænkt. Det var der også en mand, der skrev om i et læserbrev for nylig, og det kan han have ret i. Men hvis man først begynder at nævne folk ved navn, flytter man fokus fra det, det egentlig handler om.«
Og så må vi mænd i mediebranchen leve med, at vi fremstår som potentielle gerningsmænd?
»Oplever I det? For det handler også om, at man jo godt er klar over, hvornår man selv har overtrådt nogle grænser, og hvornår man ikke har. Men man skal anerkende, at nogle kan føle sig uretmæssigt under mistanke.«
Hvad skal vi mænd så gøre?
»I skal mærke efter, om I har andel i det, eller om I ikke har andel i det, og så skal I bakke op om kvinderne, for det er ikke i jeres interesse, at der er en krænkelseskultur,« lyder opfordringen fra psykologen.
