Socialdemokratiets statsministerkandidat, Mette Frederiksen, gik flere gange i stå under sin tale i Fælledparken 1. maj. Hun blev kaldt hykler og klasseforræder af 3Fs ungdomsafdeling for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), som også havde spærret hele udsigten til og fra scenen med et stort banner med påskriften »Socialdemokrati pensionshykleri«. Men det var slåskamp mellem BJMFere og medlemmer af Socialdemokratiets ungdomsorganisation DSU, der fik hende til at gå helt i stå.
»Vi har to medlemmer, som er blevet slået i ansigtet. Det overvejer vi kraftigt at anmelde til politiet,« siger formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) Frederik Vad Nielsen.