Dagen i dag bliver ualmindelig nervepirrende i USAs hovedstad, Washington, D.C.
For højreaktivister har indkaldt til stordemonstration foran sædet for USAs kongres, Capitol. Det sker under parolen »Justice for J6« til støtte for de demonstranter, der stormede kongressen 6. januar i år – og blev anholdt.
Politiet i hovedstaden imødeser dermed sin største test af sikkerheden siden det historiske angreb, der sendte rystelser gennem hele fundamentet for amerikansk demokrati. Det skriver blandt andre NPR.

Men weekenden bliver også nervepirrende i Herning, hvor Dansk Folkeparti har årsmøde.
Forud for mødet har flere af partiets lokalformænd krævet, at Pia Kjærsgaard straks overtager formandsposten fra Kristian Thulesen Dahl. Kjærsgaard afviser, men det har bestemt ikke lagt en dæmper på formandsspekulationerne.
Før vi når dagens øvrige overskrifter smutter vi lige en tur omkring de aktuelle coronatal i nationen.
»Børnenes statsminister« anklages for ungdomsfjendsk politik
Flere store ungdoms- og studenterorganisationer beskylder nu statsminister Mette Frederiksen og S-regeringen for at stå i spidsen for en ungdomsfjendsk politik.
»Vi synes, det er meget ærgerligt, at regningen igen igen ender hos de unge,« siger Julie Lindmann fra Danske Studerendes Fællesråd.
»Jeg oplever et syn på virkeligheden fra de unges perspektiv, som ikke bliver taget alvorligt og ikke bliver forstået,« siger Sofie Villadsen, forkvinde for Studenterforum UC.

Kritikken skyldes blandt andet en planlagt nedsættelse af dagpenge til nyuddannede, udflytningen af videregående uddannelser, indskrænkninger af det frie valg for gymnasieelever og de galopperende boligpriser.
Socialdemokratiet afviser kritikken.
Berlingske har historien, og du kan læse meget mere her.
Sommerhusfinte i Tisvildeleje
Meget peger på, at et større antal københavnere benytter sig af en ufin finte for at få en billig fod indenfor i den nordsjællandske ferieby Tisvildeleje, der efterhånden har overhalet Hornbæk på sommerhusprisområdet.
Det tyder nemlig på, at feriegæster i byen køber sig ind i helårsejendomme – uden at de reelt bor der hele året, som loven ellers kræver. Lokale frygter derfor, at Tisvildeleje ender som en spøgelsesby en stor del af året.

Et datatræk, Danmarks Statistik har foretaget for Berlingske, ser ud til at bakke op om den bekymring.
Tallene viser, at der er 863 helårsboliger i Tisvildeleje i alt. I 75 af dem er der ikke tilmeldt en folkeregisteradresse. Det svarer til, at ni procent af helårsboligerne er ubeboede. Til sammenligning er kun tre procent af samtlige huse til helårsbeboelse i Region Hovedstaden ubeboede.
»Barbariske drab for sjov«
Og så til hovedoverskriften til denne artikel.
I søndags gennede færinger i hurtige motorbåde hele 1.428 hvidskævinger, der er en art af delfiner, ind mod kysten. Herefter blev der indledt et uhørt voldsomt blodbad, som har skabt store overskrifter verden over.
Normalt fanges delfinarten i meget små mængder på Færøerne. 35 blev fanget i 2020 og kun ti i 2019.
Selv på Færøerne har det store antal delfindrab vakt opsigt og passioneret debat, og formanden for den færøske hvalfangerforening Olavur Sjurdarberg kalder drabet på de mange delfiner for »en stor fejl«.

Jyllands-Posten har foretaget en rundflyvning blandt de mange internationale medier, der i store artikler og med en god portion indignation har fokuseret på den blodrøde færøske nedslagtning med knive af delfinerne, herunder BBC, The New York Times, CNN og The Washington Post.
Men måske mest opsigtsvækkende er artiklen i CBS News, hvor dyrevelfærdsaktivisten Dominic Dyer kalder hvaljagten for »barbariske drab for sjov forklædt som kultur« – og tilføjer:
»Det er en komplet skændsel. Og Danmark skal holdes ansvarlig for dette … Det er afskyeligt. Det bringer skam over verden.«
Du kan læse historien på CBS her.
Det sker i dag
I dag afholdes verdens største indsamling af affald i langt over 100 lande, World Cleanup Day. I København opfordres folk til at aflevere affald til Plastic Changes skraldeindsamling på Gammel Strand. Læs mere om miljøarrangementet her.
Er man mere til bøger, er der hele to litteraturfestivaler i weekenden. Den ene er Aalborgs store Ordkraft-festival, der afholdes med næsten et halvt års forsinkelse. Den anden er Nordisk Litteraturfestival på Kulturværftet i Helsingør.

Men der er i den grad også gang i partipolitikken:
Radikale Venstre holder i dag landsmøde i Nyborg.
Socialdemokratiet holder partikongres i Aalborg-
Det Konservative Folkeparti holder landsråd i København.
Og Dansk Folkeparti holder årsmøde i Herning. Her har Pia Kjærsgaard oplyst, at hun ikke stiller op som formandskandidat mod Kristian Thulesen Dahl.