Efter attentatplaner på dansk jord: Iranske diplomater får lov at blive

Danmark udviste russiske diplomater efter forårets giftangreb i Storbritannien. Nu har regeringen ingen planer om at tage samme skridt mod iranske diplomater – det ville ellers være på sin plads, mener Naser Khader (K).

Ingen iranske diplomater står til at blive udvist fra Danmark, forklarede udenrigsminister Anders Samuelsen på et pressemøde tirsdag. Det ville ellers være en god idé set i lyset af de iranske attentatplaner på dansk jord, mener Naser Khader, Det Konservative Folkepartis udenrigsordfører. Martin Sylvest

Selv om Irans efterretningstjeneste – ifølge Politiets Efterretningstjeneste – har planlagt attentat på dansk jord, bliver iranske diplomater ikke umiddelbart smidt ud af Danmark.

Heller ikke selv om situationen ifølge udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) kan sammenlignes med giftangrebet på den tidligere russiske spion, Sergej Skripal, og hans datter i Storbrittanien 4. marts. Der udviste regeringen som led i en international reaktion to russiske diplomater.

Det Konservative Folkepartis udenrigsordfører, Naser Khader, mener ellers, at det præcis samme skridt nu bør tages.

»Det er fint, at Danmark hjemkalder vores ambassadør fra Iran, men jeg synes, at vi skal udvise nogle diplomater og opfordre andre EU-lande til at gøre det solidarisk, ligesom vi gjorde det i solidaritet med Storbritannien,« siger Naser Khader og forklarer:

»Det vil sende et kraftigt signal om, at det (attentatplanerne, red.) er uacceptabelt. Man skal også huske, at Revolutionsgarden har repræsentanter på ambassaden i Danmark – der er ikke kun diplomater,« siger Naser Khader.

Udenrigsminister Anders Samuelsen præsenterede på et pressemøde tirsdag regeringens første skridt mod Iran: Danmarks ambassadør hjemkaldes fra Iran. Irans ambassadør skal stå skoleret i Udenrigsministeriet. Og regeringen drøfter med andre EU-lande fælles sanktioner mod Iran.

Irans udenrigsministerium afviser ifølge DR at have haft attentatplaner i Danmark. I en kortfattet mail kalder ministeriet det bl.a. »misinformation« og et forsøg på at ødelægge det gode forhold mellem Iran og EU.

Den køber Anders Samuelsen ikke. Ifølge TV 2 afviste ministeren heller ikke på pressemødet, at iranske diplomater på et tidspunkt kan blive udvist.

Men det skridt fører ingen vegne, mener Søren Espersen, Dansk Folkepartis udenrigsordfører og formand for Udenrigspolitisk Nævn.

»Så får vi bare det identiske svar, at iranerne smider to af vores diplomater ud. Jeg havde ikke noget imod, at vi gjorde det i forbindelse med Skripal. Jeg kan bare ikke se, at det har nogen særlig effekt,« siger Søren Espersen.

Socialdemokratiet blander sig uden om spørgsmålet om udvisning af iranske diplomater, forklarer Nick Hækkerup, som er partiets udenrigsordfører og næstformand for Udenrigspolitisk Nævn.

»Det er regeringens call, men det er helt rigtigt, at sagen minder om russernes ageren i England. Det minder også om Saudi-Arabiens ageren i Tyrkiet. Der er behov for stærke internationale reaktioner. Hvad det konkret skal være – der spiller regeringen førsteviolin,« siger Nick Hækkerup:

»Det, vi har set indtil videre fra regeringen, er helt fornuftigt, og det er bestemt ikke en sag, som vi har tænkt os at lave indenrigspolitisk ballade om. Tværtimod.«

Til gengæld er De Konservatives Naser Khader og DFs Søren Espersen enige om fornuften i, at regeringen arbejder for fælles nordisk og europæiske fodslag mod Iran – evt. ved at trække støtten til atomaftalen.

Atomaftalen indebærer, at økonomiske sanktioner mod Iran er ophævet. Til gengæld har Iran skullet stoppe udvikling af atomvåben. USAs præsident, Donald Trump, har kaldt det »den værste aftale nogensinde« og trukket USA.

Ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødte han onsdag opbakning fra de andre nordiske statsledere på nordisk rådsmøde i Oslo. Men hvad sympatien skal omsættes til, skal de ifølge statsministeren nu reflektere over.