Staten vil have de danske kommuner til at gennemføre 500.000 samtaler med ledige for at indhente det forsømte under coronakrisen, og det er absolut meningsløst bureaukrati, mener Aalborg-borgmester og formand for arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalget i Kommunernes Landsforening Thomas Kastrup Larsen (S).

»Man vil hurtigt komme ud i, at vi skal holde flere samtaler med ledige, uden at der reelt er sket noget imellem samtalerne, for at vi kan indhente det tabte, og det vil jo kun være for statistikkens skyld,« siger Thomas Kastrup Larsen til Berlingske.

Det er den slags, man i folkemunde kalder »djøfisering«, men netop formanden for de offentligt ansatte i Djøf, Sara Vergo, er her på kommunernes side.

»Det er noget pjat at holde så hårdt fast i kravet om de samtaler,« siger Sara Vergo.

»Målet er jo ikke antallet af samtaler, så lad os da måle effekten i stedet for proces. Det kan umuligt være kerneopgaven at sidde og dokumentere alt, man har lavet. Kerneopgaven er vel at hjælpe de ledige,« siger Sara Vergo, som har bidt mærke i, at Kommunernes Landsforening næsten udelukkende har indsamlet positive erfaringer fra landets kommuners beskæftigelsesindsats under coronakrisen, hvor det ikke har været muligt at holde de fysiske samtaler med ledige, som loven foreskriver.

»Mange af de historier, vi har hørt fra kommunerne, handler om, at det er gået super godt uden alle de her krav fra staten, og man har sagtens kunnet finde ud af, hvordan man bedst kunne tale med de ledige. De siger, at det giver rigtig god mening, at vi kan bruge vores faglighed konstruktivt. Vi kan faktisk godt selv, og nogle ledige kan også godt selv, og de behøver ikke komme på et CV-kursus, eller hvad det nu kan være, mens andre ledige har brug for rigtigt meget støtte, og det har de selv fået lov til at sortere i ude i kommunerne under coronakrisen med ret gode resultater,« siger Djøfs formand for de offentligt ansatte.

Fører til pseudoarbejde

Sara Vergo forstår sådan set godt, hvor lovkravet kommer fra.

»Jeg er selv repræsentant for alle embedsmændene, og jeg har fuld respekt for, at man siger, at vi har nogle politiske mål, og dem skal vi sikre, at vi når, og vi skal også vise, at vi gør det,« siger hun

»Men det kan man jo gøre på mange måder, og det ville jo være mere interessant at se på, hvordan vi får folk i arbejde, i stedet for at tælle, hvor mange samtaler vi har holdt, for hvis det ikke har nogen effekt at holde alle de samtaler, så bliver det jo pseudoarbejde,« siger hun.

Derfor forstår hun ikke, at Beskæftigelsesministeriet opretholder kravet om, at kommunerne skal indhente 500.000 samtaler med ledige, selv om ministeriet samtidig siger, at de ikke vil følge op på, om samtalerne rent faktisk bliver til noget, pga. den usædvanlige situation, som coronakrisen har sat kommunerne i.

»Hvis medarbejderne siger, at det har fungeret supergodt, at vi ikke har været underlagt de her lovkrav, hvorfor er det så, at man siger, vi fortsætter business as usual? Hvorfor siger man ikke i ministeriet, at det her da lyder interessant, og måske kan vi gøre det på en anden måde? Lad os da tale om det og ikke bare afvise erfaringer fra gulvet,« siger hun.

»Den eneste logik, jeg kan se, i, at ministeriet opretholder kravet, er, at man siger, at vi har en lovgivning, og den holder vi fast i. Jeg synes ærligt talt, at man burde benytte anledningen til at tale om, hvordan vi kan gøre det her anderledes, og der er masser af stemmer, som samstemmende siger: »Det virker supergodt, når vi får lov til at styre det selv«. Lad os dog lytte til dem,« siger Sara Vergo.

»Særligt når vi har en regering, der gerne vil have en nærhedsreform og mere tillid i den offentlige sektor.«