Godmorgen. Det er tåget, det er lørdag i november, og det er generelt svært at finde nogen grund til ikke at blive i pyjamassen med en god kop kaffe og avisen.

Eller rettere skærmen, som du formentlig har scrollet endeløst på de seneste dage, hvis du er interesseret i det amerikanske valg.

Her til morgen er der endnu ikke kommet en formel afgørelse af det amerikanske valg. Der tælles stadig stemmer i en række svingstater – og det ligger meget tæt i bl.a. Georgia, hvor siddende præsident Trump vil forlange og formentlig også få en omtælling.

Det ændrer dog ikke på, at Barack Obamas tidligere vicepræsident, Demokraternes kandidat, Joe Biden, ligger umådelig lunt i svinget til at blive USAs 46. præsident.

»Den er hjemme« ... Sådan kunne tidligere vicepræsident Joe Biden se ud til at sige her. Billedet er dog taget af Berlingskes fotograf Søren Bidstrup under et vælgermøde i Iowa tidligere på året.
»Den er hjemme« ... Sådan kunne tidligere vicepræsident Joe Biden se ud til at sige her. Billedet er dog taget af Berlingskes fotograf Søren Bidstrup under et vælgermøde i Iowa tidligere på året. Søren Bidstrup

Faktisk så lunt, at det ikke rigtigt kan falde anderledes ud nu. Men dét har Trump ikke tænkt sig at lade ske uden kamp.

I nat holdt Joe Biden tale i staten Delaware, hvor han erklærede, at han regner med at vinde, ligesom han gentog sin opfordring fra tidligere om at have tålmodighed og tiltro til valgprocessen.

Men han undlod at erklære sig som vinder.

Du kan læse alt om valget her på berlingske.dk. Som hurtigt overblik kan vi særligt anbefale vores liveblog med alt det nyeste fra den absolut sidste promille af en mærkværdig valgkamp.

Eller du kan læse Berlingskes USA-korrespondent Michael Bjerres analyse af, hvorfor Trumps søgsmål mod valgprocessen bliver afvist ét for ét i øjeblikket.

Efter dette hurtige kig på USAs vanvittige old boys-opgør runder vi lige vanen tro ...

... dagens corona-tal

Bekræftede smittede i Danmark: 53.180
Antal bekræftet døde i Danmark: 738
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 49.114.225
Antal døde på verdensplan: 1.239.757

Der er, som det fremgår, ikke ligefrem opmuntrende tal.

I går satte både Frankrig, USA, Italien og England rekorder eller nær-rekorder i antal nye smittede. Du kan dykke mere ned i detaljerne for dagens danske coronatal her – og finde de internationale her.

Er cluster 5 allerede væk?

Vi bliver dog lige ved coronaen for en stund.

Netop nu foregår et ubehageligt arbejde i Nordjylland.

15 millioner danske mink skal aflives, fordi coronasmitte breder sig hastigt blandt landets minkbesætninger. Og virussen muterer og smitter tilbage til mennesker i højere fart, end vaccinerne bliver udviklet. Hvilket ifølge regeringen, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen kan føre til, at vaccinerne bliver mindre effektive end ønsket.

Den konklusion er dog muligvis en smule forhastet. For den bekymringsskabende mutation kaldet »cluster 5« er muligvis allerede udryddet eller forsvundet.

Trods tusindvis af genanalyser er der ikke fundet ét eneste tilfælde af den muterede coronavirus siden september.

»Det giver videnskabeligt ikke mening at udrydde alle mink,« siger professor med særlige områder Kasper Planeta Kepp, der forsker i biofysisk og biomedicinsk kemi ved Danmarks Tekniske Universitet.

Hele den historie kan du læse i Berlingske.

Manglende test af minkarbejdere

Vi bliver ved coronavirus og mink, men går videre til lørdagens udgave af Politiken. Her kan man kan læse, at en stribe danske myndigheder forgæves har forsøgt at få styr på testsituationen blandt ansatte på minkfarmene i Nordjylland.

Alt for få ansatte blev testet, mente bl.a. Sundhedsstyrelsen.

Allerede i september blev det ligefrem drøftet, om man kunne tvangsteste medarbejdere på minkfarme, hvilket Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen dog ikke anså som en mulighed.

Det viser en række interne e-mail sendt til og fra Statens Serum Institut samt mødereferater fra Den Lokale Beredskabsstab i Nordjylland.

15 mio. mink i Danmark skal aflives og destrueres, efter at coronavirussen har spredt sig ukontrolleret på danske minkfarve, særligt i Nordjylland.
15 mio. mink i Danmark skal aflives og destrueres, efter at coronavirussen har spredt sig ukontrolleret på danske minkfarve, særligt i Nordjylland. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dokumenterne tegner et billede af et lokalt beredskab, som aldrig fik greb om situationen.

Den Lokale Beredskabsstab består af repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Styrelsen For Patientsikkerhed, Region Nordjylland, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Nordjyllands Politi.

Særligt ét problem gik igen: Myndighederne kunne ikke få et overblik over antal smittede minkansatte.

Læs mere her.

Kvindelige debattører modtager dødstrusler

Vi fortsætter med to historier fra en af tidens andre helt store debatter, nemlig #metoo.

En række kvinder og fremtrædende foreninger, som har engageret sig i #metoo-debatten, har modtaget enslydende og ganske voldsomme trusler om død og voldtægt. En kvinde har modtaget over 100 dødstrusler mod sig selv. Truslerne kan lyde så bizart som »Glæder mig til at kvæle dig :-)«

Skuespiller Dorte Rømer har modtaget trusler på sin dengang ti-årige datters liv. Truslen skræmte familien så meget, at hun og ægtemanden på skift flyttede ud af huset med datteren.

En advokat, Miriam Michaelsen, ser et mønster bag truslerne. Måske står den samme personkreds bag? Politiet derimod mener ikke at kunne hjælpe. Den historie kan du læse i Berlingske her.

Dorte Rømer er selv stået frem med grænseoverskridende oplevelser fra filmbranchen. Nu oplever hun konsekvenserne i form af alvorlige trusler mod sig selv og sin familie.
Dorte Rømer er selv stået frem med grænseoverskridende oplevelser fra filmbranchen. Nu oplever hun konsekvenserne i form af alvorlige trusler mod sig selv og sin familie. Niels Ahlmann Olesen

Den klassiske musik er også #metoo

Imens har 147 musikere, sangere og andre fra den klassiske musikverden – både mænd og kvinder – skrevet under på et kort brev, hvor de tilkendegiver, at den klassiske musik »står sammen i ønsket om et opgør mod sexisme, magtmisbrug og krænkende adfærd«.

Samtlige danske orkestre og ensembler har også tilkendegivet deres støtte til brevet.

Den historie om #metoo skriver Information.

Det sker i dag

Den langstrakte afgørelse i det amerikanske præsidentvalg og det forventet dramatiske efterspil fortsætter i USA i dag.

Det samme gør regeringens håndtering af de enorme økonomiske konsekvenser af mink- og coronasituationen i Nordjylland, hvor begrænsninger på f.eks. restauranter og barer træder i kraft i dag.

Men der er også andre ting på programmet denne novemberlørdag:

  • Grækenland indfører fra i dag og tre uger frem en ny og omfattende nedlukning af landet for at bremse smittespredning med coronavirus. Alle butikker undtagen supermarkeder og apoteker skal holde lukket. Grundskoler vil fortsat holde åbent, gymnasier skal lukke.

  • Kronprins Frederik taler i dag kl. 9 som protektor ved Røde Kors' virtuelle landsmøde.

  • Det danske herrelandshold i håndbold spiller i dag den anden af to EM-kvalifikationskampe i denne samling. I dag møder landsholdet Finland på udebane.

Rigtig god weekend – husk, at Berlingske opdaterer dig på alt det seneste om USAs neglebider af et valg på bloggen her.