De seneste års mest omtalte værdipolitiske indgreb er nu blevet undersøgt: »Politikerne satte normale spilleregler ud af kraft«

I en ph.d.-afhandling har Malthe Hilal-Harvald undersøgt retorikken i forbindelse med gennemførelsen af det såkaldte burkaforbud. Han finder grundlaget for forbuddet dybt problematisk og »farligt«. Tidligere justitsminister afviser kritikken, mens Dansk Folkeparti ikke ser den som en kritik.

Ny ph.d-afhandling har undersøgt retorikken i forbindelse med vedtagelsen af burkaforbuddet i Danmark. Sarah på billedet er en af de kvinder, der i forbindelse med vedtagelsen sagde, at hun nægtede at lægge niqab – hun vil hellere bure sig inde. Anne Bæk

Det var hverken proportionalitet eller saglighed, der lå bag et af de seneste års mest omtalte værdipolitiske indgreb, tildækningsforbuddet, eller i populærsprog burkaforbuddet.

I stedet var den højst omdiskuterede lov, der i august har to år på bagen, båret frem af en problematisk og – for fremtiden – ildevarslende retorik, der endog blev blåstemplet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.