Godmorgen!
Og velkommen til en søndag med udsigt til rigtig dansk sommervejr med en masse byger. Weekendens helt store historie er nyheden om, at prins Joachim – på universitetshospitalet i franske Toulouse – fredag aften blev opereret for en blodprop i hjernen.
Operationen var vellykket, og Prinsens tilstand var lørdag stabil.
Berlingskes politiske og royale kommentator Thomas Larsen forklarer her, hvordan denne alvorlige situation er opstået i en helt central fase af den 51-årige prins' liv, hvor han på den ene side har fået sit store folkelige gennembrud og på den anden side er tilset en helt ny og afgørende rolle som forsvarsattaché.
»Han har været gennem et uhyre spændende og uhyre krævende forløb, og midt i det hele har han som alle andre været stærkt påvirket af coronakrisen,« fortæller Thomas Larsen.
Du kan læse meget mere om prins Joachim løbende på berlingske.dk.
Og inden vi kaster os ned i weekendens vigtigste historie, skal vi først lige forbi den største globale dagsorden i årtier, coronakrisen, og dermed de seneste coronatal. Tallene for Danmark er dog fra fredag, da de ikke opdateres i weekenden.
Antal bekræftede smittede i Danmark: 13.438 (+46 i forhold til torsdag)
Antal, der har overstået smitten: 12.340 (+41)
Bekræftede døde i Danmark: 613 (+1)
Antal døde på verdensplan: 644.528
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 16.046.986
Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her. Og så til dagens historier
100 dage til valg
Der er i dag præcis 100 dage til det amerikanske præsidentvalg – og på nuværende tidspunkt ligner det et sviende nederlag til den siddende præsident, Donald Trump. Rivalen Joe Biden fører klart i meningsmålingerne med ni procent på nationalt plan og ser ud til at vinde de afgørende svingstater. Imens har Trump mere end travlt med at håndtere den verserende coronapandemi.
Donald Trump har dog før været bagud – og er endt som sejrherre. Han var også håbløst bagud ved valget i 2016, hvor Hillary Clinton var klart foran i alle målinger. Men Trump endte, som vi alle ved, alligevel til stor overraskelse med at snuppe præsidentposten.
Og med 100 dage tilbage til valget begynder Trumps plan for at genvinde embedet at tage form. Berlingskes USA-korrespondent, Michael Bjerre, gennemgår her de tre centrale punkter i Donald Trumps plan for at sikre sig »four more years« – for som Bjerre afslutter:
»Med 100 dage til præsidentvalget er intet afgjort på forhånd.«

Mor i en sen alder
Vores venner på Rådhuspladsen, Politiken, kan på søndagens forside af printavisen fortælle om, hvordan der de seneste år er sket en markant stigning i antallet af nybagte mødre på over 46 år. Antallet af mødre, der har rundet 46 år, er steget fra 34 i 2007 til 93 i 2019. I 2018 var tallet 102.
Og ifølge eksperter skyldes stigningen højst sandsynligt brugen af fertilitetsbehandling, da chancen for at blive naturligt gravid er yderst lille i en sådan alder. Fertilitetsbehandlingen foregår i udlandet, da det i Danmark er ulovligt at få fertilitetsbehandling, hvis man har rundet de 46 år. I Spanien og Rusland er grænsen som eksempel 51 år, skriver Politiken, der samtidig åbner for debatten om, hvorvidt den danske aldersgrænse er forældet. Grænsen er »arbitrær«, men sat af hensyn til barnet og til moren, da der er større sandsynlighed for komplikationer ved fødsler i høj alder.
Professor i etik ved Roskilde Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd Thomas Søbirk Petersen mener, at aldersgrænsen som minimum skal hæves i det private.
»Jeg synes, det er ret totalitært, at en stat forhindrer, at velfungerende mennesker kan skabe deres ønskefamilie.«
Bedst lønnede er mindst bekymrede for pensionen
Børsen kan søndag fortælle, at over halvdelen af danskerne – helt nøjagtigt 59 procent – er bekymrede for, om de sparer nok op i pension.
Undersøgelsen viser dog også, at de højest lønnede med indkomster over 700.000 kroner føler sig mest trygge. Men det har de ikke nødvendigvis grund til.
Det er nemlig især de højere lønnede, der ikke er tilstrækkeligt økonomisk dækket til at kunne opretholde levestandarden i pensionstilværelsen. Ifølge Danica betyder »tilstrækkeligt dækket«, at man får udbetalt 80 procent af den løn, man får, inden man går på pension.
»De højere lønnede er dårligst dækket – og det er jo lidt af et paradoks. Men det kan bunde i, at de er mindre bekymrede og føler, de er på sporet. Men vi kan se, at det ikke er tilfældet, og at op mod hver anden højtlønnet må gå ned i levestandard, når de går på pension,« siger Britt Ambjørn Christiansen, seniorøkonom hos Danica, til Børsen.
Dianalund
I Berlingskes søndagsmagasin har journalist Freja Marquardt besøgt den lille sjællandske by Dianalund. Byen kom for alvor på danmarkskortet denne sommer, da den dannede ramme om en opsigtsvækkende sag, hvor en nu forhenværende idrætslærer gennem fem måneder udsatte en 13-årig pige for seksuelle overgreb. Idrætslæreren blev dømt for overgrebene, men frifundet for voldtægt, da retten fandt, at relationen mellem den 13-årige pige og idrætslæreren ikke havde »den tvangsmæssige karakter«, hun havde beskrevet den som.
Yderligere syv piger fra skolen, der i dag har lidt over 500 elever, blev også forulempet af idrætslæreren i samme fem måneders periode, fremgår det af retsbøger.
Både kolleger, forældre og elever prøvede at advare ledelsen om, at idrætslærerens opførsel var upassende og nærgående. Og henvendelserne førte løbende til samtaler mellem skolelederen og idrætslæreren, men der var ikke tale om yderligere sanktionering.

Det sker i dag
I dag er en stor sportsdag, hvor vi så småt begynder at runde de udskudte fodboldsæsoner af.
Vi har til eftermiddag sidste runde i Superligaens mesterskabsspil, hvor vi skal have afgjort det helt store slag om sølvmedaljerne mellem F.C. København og AGF. FC Midtjylland er for længst blevet mestre.
AGFs kamp mod Brøndby har fået politiet til at indføre midlertidige hotspot i Aarhus for at modvirke større sammenstimlen, forebygge smittespredningen og håndhæve lovgivningen. Et hotspotområde er et signal om, at folk i området særligt skal tage sig i agt for, at der ikke sker smittefarlig sammenstimlen, og at ophold kan forbydes af politiet, hvis det ikke respekteres.
I England er mesterskabet ligeledes afgjort for længst, men i dagens sidste runde skal tredje- og fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League, fordeles. Slaget står mellem Leicester, Manchester United og Chelsea, og de to førstnævnte mødes i en direkte duel kl. 17.
Dagens citat
Hans familie og venner vil for altid være taknemmelige for den tid, vi tilbragte med ham – for hans varme, hans legendariske sans for humor og hans usædvanlige evne til at gøre hver dag til noget spændende at tale om.
Citatet er fra en meddelelse fra familien den legendariske amerikanske TV-vært Regis Philbin, der lørdag døde i en alder af 88 år.
Regis Philbin blev i 1988 vært på »Live with Regis and Kathie Lee« – og senere på en række andre programmer. Med 16.343 timers skærmtid blev han optaget i Guinness World Record for verdensrekorden for flest timer på TV-skærmen i USA.
Han efterlader sig sin hustru, Joy Philbin, og deres to døtre, J.J. Philbin og Joanna Philbin, ligesom han efterlader sig datteren Amy Philbin fra et andet ægteskab.