Godmorgen på en dag med udsigt til sol og små lyspunkter – herunder en vis genåbning af skoler – sidst på en vinter, der har været domineret af coronavirus.
Du kan blandt andet læse begavede mennesker reflektere over, hvordan coronapandemien har vendt op og ned på vores liv. Det er i Berlingskes aktuelle serie »Danmark genåbner. Men til hvad?«, og i tirsdagens essay skriver sygeplejerske May Bjerre Eiby, hvordan corona har afsløret, at plejehjem – hendes egen arbejdsplads – ofte minder om fængsel.
Og inden vi når et udvalg af nyheder, kommer en status på coronasituationen, som den ser ud i Danmark lige nu:
De mest udsatte ældre er forsvundet fra covid-afdelinger
Noget går godt i kampen mod corona.
Vaccinerne ser ud til at virke blandt de ældste, mest skrøbelige borgere, som i vid udstrækning ser ud til at være forsvundet fra covid-19-afdelingerne på hospitaler i hovedstadsområdet, skriver Berlingske.
Det er vurderingen blandt fremtrædende læger, der ser klare tegn på, at patientsammensætningen blandt de coronaindlagte patienter er ved at ændre sig, efter at stadig flere af de allerældste danskere, der også ofte har andre alvorlige sygdomme, nu er blevet vaccineret.
»Andelen af patienter over 80 år er klart faldet blandt de indlagte, og det tror jeg godt, at man kan tage vaccinerne til indtægt for. Det ser ud til, at de virker som forventet. Det er meget opmuntrende,« siger professor og overlæge Thomas Benfield fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.
Du kan læse mere her.
Danmark har lokket med data i jagten på ekstra vacciner
De danske sundhedsmyndigheder har i månedsvis forsøgt at skaffe flere vacciner ved at tilbyde producenterne at bruge op til en halv million frivillige danskere i et forskningsstudium.
Det skriver Jyllands-Posten.
Lægemiddelstyrelsen bekræfter, at myndighederne har lagt følere ud til foreløbigt fire vaccineproducenter for at afsøge deres interesse for et såkaldt fase-4-forsøg, »hvor man med frivillig deltagelse af borgere i Danmark ville hente data om vaccinernes effekt og virkning fra op til 500.000 personer«.
Tanken er at give den pågældende producent løbende adgang til forskningsdataene, så den har mulighed for at følge for eksempel bivirkninger og effekt, men indtil videre er der ifølge styrelsen ikke kommet noget konkret ud af bestræbelserne.
Læs mere om det, som Enhedslisten kritiserer som et udtryk for »vaccinenationalisme« her.
Regeringen kan mørklægge kritik i nyt coronaorgan
Regeringen er blevet beskyldt for gå enegang i håndteringen af coronakrisen og holde den sundhedsfaglige rådgivning tæt ind til kroppen. Kritik, som den ny Epidemikommission skulle råde bod på.
Men det stik modsatte kan blive virkeligheden, vurderer eksperter.
Det skriver Politiken.
Epidemikommissionen risikerer nemlig at blive et »mørkekammer«, hvor uenighed mellem myndighederne fremover kan hemmeligholdes. Det skyldes, at »udveksling af interne dokumenter« mellem kommissionens medlemmer »som udgangspunkt« er undtaget fra aktindsigt.
Det oplyser Sundhedsministeriet i en mail til Politiken, og det kan du læse mere om her.
Heunicke afskar Folketinget fra eksterne eksperters »afgørende« input om tvangstiltag i Vollsmose
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og hans nærmeste embedsmand afskar Folketingets epidemiudvalg fra at konsultere to eksterne professorer, som regeringen brugte som løftestang til at få Folketinget til at indføre tvangstiltag i Odense-bydelen Vollsmose, skriver Berlingske.
Det gjorde de, selvom udvalget specifikt bad om at høre de to eksterne eksperter uddybe deres indstilling og på trods af, at de to eksperter selv havde tilbudt at møde op i udvalget og svare på spørgsmål.
Det vækker nu undren hos en førende professor i sundhedsjura og fører til, at Magnus Heunicke kaldes i samråd i sagen.
Læs hele artiklen her.
Det sker i dag:
På Christiansborg er der møde i Folketingssalen, som begynder med statsminister Mette Frederiksens (S) spørgetime.
I Bruxelles præsenterer Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, Natos årsrapport for 2020.
Og i Geneve mødes en ekspertgruppe fra Verdenssundhedsorganisationen WHO for at vurdere informationerne om bivirkninger ved den svensk-britiske medicinalvirksomhed AstraZenecas coronavaccine. Stadig flere europæiske lande har midlertidigt stoppet vaccinationer med AstraZeneca-vaccinen, selvom både WHO og Det Europæiske Lægemiddelagentur fastholder, at der ikke er dokumenteret forbindelse mellem dødsfald og vaccinen, og at der ikke er grund til bekymring.
Dagens citat:
Forfatteren Leonora Christina Skov blev af Kristeligt Dagblad spurgt, hvad der er det værste ved denne tid. Hun svarer blandt andet:
»Følelsen af, at venskaber smuldrer, er virkelig angstprovokerende for mig, måske fordi jeg ikke har meget familie. Men det har også fået mig til at overveje, hvad der er i nogle af mine relationer: Hvis de ikke er her i en tid som denne, er der så et venskab i det? Det her burde være en tid, hvor man rykkede tættere sammen – ikke gled fra hinanden.«