Borgmester vil diskutere omdøbning af Simon Spies Plads

Helsingør-borgmester vil diskutere med borgere og byrådsmedlemmer, om Simon Spies Plads skal omdøbes.

Borgmester i Helsingør Kommune Benedikte Kiær (K) vil ikke endnu fortælle, om hun mener, at Simon Spies Plads i byen skal have et andet navn. Først vil hun diskutere med borgere og kommunalpolitikere. (Arkivfoto). Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Benedikte Kiær (K), borgmester i rejsekongen Simon Spies' fødeby, Helsingør, siger, at Simon Spies Plads, der ligger i byen, ikke var blevet opkaldt efter Spies, hvis den skulle navngives i dag.

Hendes egen holdning til, om pladsens navn skal ændres, vil hun endnu ikke ud med.

Men hun starter nu diskussionen med borgere og byråd om, hvad der skal ske med pladsen, efter at en dokumentar på DR har skabt fornyet debat om Simon Spies og hans omgang med helt unge piger.

»Jeg har selvfølgelig en holdning til det, og der er ingen tvivl om, at jeg bliver meget påvirket af de ting, der kommer frem i denne dokumentar.«

»Da de ting, der er kommet frem, skete, var det ulovligt. Så jeg synes, det kalder på, at vi tager en snak med hinanden om og en dialog med borgerne om, hvad vi gør her. Skal denne plads blive ved med at være navngivet efter Simon Spies?«

I en dokumentar fortæller tidligere ansatte under Simon Spies i 660erneog 70erne om, hvordan Spies betalte dem for sex og for at få lov at udøve voldshandlinger mod dem, mens de var helt unge.

Det har skabt fornyet debat om Simon Spies og hans levevis.

Pladsen har heddet Simon Spies Plads siden 1993, knap ti år efter at han døde.

Før hed den Svingelport Plads, men Simon Spies Fonden donerede en million kroner til at få den ombygget, og derpå blev den opkaldt efter rejsekongen, som voksede op tæt ved pladsen.

Benedikte Kiær fremhæver, at det i vore dage ofte diskuteres, om eksempelvis statuer af historiske personer skal fjernes, eller at gader ikke længere skal være opkaldt efter dem. Men denne sag adskiller sig, mener hun:

»De ting, der kommer frem i dokumentaren, er sådan set sket i vores samtid. Det var også ulovligt, da det skete, og det har også en betydning.«

Står det til mindst syv ud af 25 byrådsmedlemmer i Helsingør Kommune, er et navneskift på sin plads. Det viser en rundringning, som kulturprogrammet Babylon på 24syv har lavet mandag.

Der kan dog gå lidt tid, før der kommer en afklaring på, om Simon Spies Plads skal omdøbes, siger borgmester Benedikte Kiær (K).

»Vi skal hele vejen rundt, og det skal have sit udspring fra det udvalg, der har ansvar for at komme med forslag til disse navne,« siger Benedikte Kiær.

/ritzau/