Rigtig mange børn og unge mistrives under den nuværende nedlukning, der efterhånden har varet i mere end tre måneder. Det gælder ikke kun dem, som er udsatte, men også mange af dem, der før var velfungerende både fagligt og socialt.
Det fortæller direktøren for organisationen Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Han fortæller, at den igangværende nedlukning har været »rigtig barsk« for børnene.
Mange oplever, at de slet ikke kan følge med længere, og at de har mistet deres bedste venner:
»En del siger, at de slet ikke har lyst til at komme tilbage i skole og komme i gang igen. De kan slet ikke overskue at skulle i skole og konfrontere kammerater, hvor nogle siger, at de ikke synes, de kender deres kammerater.«
»Det er selvfølgelig især svært for dem, der for nylig er begyndt i en ny klasse, en ny skole eller er skiftet til en ungdomsuddannelse. Men samlet set er det bare et billede, jeg må sige, er meget foruroligende, og det er noget, vi voksne skal tage meget alvorligt,« siger Rasmus Kjeldahl.
/ritzau/