Amalie kom smittefri tilbage i skole: »Det var vildt flovt. Jeg følte, jeg var et monster i samfundet«

Selv som rask oplever 19-årige Amalie coronaskam. Nu overskrider hun en grænse overfor Berlingske for at bryde det nye tabu.

Amalie Dalby er 19 år og går på HF. Hun mærker stadig smitteskammen efter at have været syg med covid-19: »Jeg husker det, fra da jeg var syg. Jeg havde virkelig en følelse af at være et uønsket monster i samfundet, og den har sat sig til i dag at være den, de andre ikke må lege med.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

I begyndelsen af august blev Amalie Dalby indlagt på Sygehus Sønderjylland med mavekramper. Kun et par timer inklusiv en coronatest. Testen var positiv. Få dage senere fik hun det rigtig dårligt. Fik svært ved at trække vejret, feber og hun mistede sin appetit og smagssans. Alle de kendte coronasymptomer.

Men der var en egenskab ved sygdommen, hun ikke kunne tage pamoler for, og som hendes kærestes omsorg og 14 dages isolation ikke kunne lindre:

Skammen. Tabuet ved at være smittet.

I telefonen fra Ikast, hvor Amalie bor, fanger Berlingske hende en sen aften, mens hun går tur med hunden Barbie. »Vi skal helst tale nu,« skriver hun, »for jeg går tidligt i seng, er stadig træt efter corona.«

Da hun ringede til skolens inspektør for at fortælle, at hun var blevet testet positiv for corona og skulle i isolation, var det lettere sagt end gjort.

Følte mig alene

»Jeg tænkte: Shit! Jeg syntes, det var vildt flovt, og det gør jeg stadig. Jeg havde virkelig en følelse af at være et uønsket monster i samfundet, og den har sat sig til i dag. At være den, de andre ikke må lege med. Det var svært, og jeg følte mig rigtig alene. Jeg havde kun min kæreste, der var isoleret sammen med mig.«

Amalie Dalby, tidligere coronasmittet

»Jeg er træt af, at det skal være så hemmelighedsfuldt.«


Overfor klassen var hun i tvivl. Skulle hun fortælle det? Skulle hun bare sige, hun var syg med influenza? Skammen og tabuet lurede igen.

»Hvis jeg ikke havde været nødt til at fortælle min klasse det, havde jeg nok ikke gjort det, bare for at undgå den der reaktion, som folk stadig har tre uger efter, jeg blev smittefri. Nogle er bange for at røre ved mig, og når vi taler om corona i klassen, vender alle sig om og ser på mig. Man får en følelse af at være et monster, som man ikke er.«

Tidligere borgmester i København, Pia Allerslev, fortalte tirsdag i Berlingske om hendes oplevelser med omverdenens reaktion på på hendes covid-19-sygdom.

Kan de lide mig?

Amalie Dalby havde mange tanker og bekymringer i kølvandet på sin covid-19-sygdom. Som hun siger:

»Jeg synes, det er hårdt at være 19 år og skulle fortælle til sine venner, at man har corona. Hvad hvis de ikke gider tale med mig eller have noget at gøre med mig? Det betyder jo enormt meget som 19-årig, hvordan de andre tænker om en. Jeg var også lige startet i en ny klasse, og alle var i gang med det sociale.«

Også uden for klasseværelset og vennernes trygge cirkler voksede coronatabuet og -skammen for Amalie.

»For folk synes, det er farligt og ukendt, og derfor bliver jeg også lige pludselig farlig og ukendt for dem. Og det er jeg stadig, selv om jeg er rask. Mange tror, jeg selv har været ude om det, selv om jeg har passet virkelig meget på med at holde afstand og det hele.«

Da hun kom rask tilbage i klassen, spændte reaktionerne fra accept og ingen fare til krammere, men også kammerater, der ærligt sagde: »Jeg tør altså ikke komme tæt på dig endnu.«

Enkelte tror stadig, at hvis de bliver smittet, er det Amalie, der har smittet dem, uagtet at hun ikke længere smitter.

Det er et tabu

Selv om hun i dag er rask, kan skammen og det pinlige i at have haft covid-19, vise sit tabubelagte ansigt de underligste steder.

»Hvis jeg og min kæreste går i et supermarked, og han siger: »Du har jo haft det,« så bliver jeg sådan: »Nej, nej, nej.« Hvad nu hvis folk hører det? Det må han ikke nævne overhovedet. Dem, der ikke ved, at jeg har været smittet, de får det ikke at vide, for jeg synes, det er et tabu.«

Amalie Dalby, tidligere coronasmittet

»Man får en følelse af at være et monster, som man ikke er.«


Amalie understreger, at alle, hun var sammen med, inden hun blev syg, er blevet testet. Hverken familie, kæreste, nære venner eller nogen fra klassen er testet positiv.

»Mit bud er, at jeg er blevet smittet, da jeg var ude at handle. Jeg må have været en af dem, der lige har rørt ved et eller andet i Føtex.«

Mens Amalie Dalby går tur med hunden i Ikast-natten, går hun også over sin egen grænse ved at være åben om sin sygdom, der altså »kun« i dag viser sig som senfølger som tinnitusagtig hovedpine og mangel på smags- og lugtesans.

Vi er i 2020!

»Selvfølgelig fortæller jeg om det, for der kommer til at blive flere smittede. Jeg er træt af, at det skal være så hemmelighedsfuldt. Så jeg kæmper lidt med mig selv og min skam. Det er for ringe, at man bliver set på, som om man ikke har passet godt nok på. Vi er i 2020. Vi burde være kommet længere.«

Amalie Dalby pointerer, at det er et mindretal, der har reageret negativt på hendes sygdom.

Kan du forstå, at når man ser din generation give den gas i nattelivet og til fester, hvor I ikke holder afstand og spritter af, at I og du måske selv er ude om det?

»Ja, det kan jeg sagtens. Men jeg er meget atypisk. Jeg fester ikke hver weekend og er ikke vildt social. Mange unge passer på. Men jeg oplever også, at nogle unge siger: »Jeg gider ikke tage smitterisikoen alvorligt, for jeg dør ikke af det.««