Pia Allerslev smittet: »Jeg var ikke klar over, det var så tabubelagt«

Da den tidligere Venstre-borgmester i København blev konstateret coronasmittet, fortalte hun det til teenagedatteren og på Facebook. Så gik noget usædvanligt op for hende.

Tidligere Venstre-borgmester i Københavns Kommune, Pia Allerslev: »Jeg ved, at jeg selv er skyld i at være blevet smittet. Jeg er bare overrasket over, at det er noget, folk føler, det er modigt at stå frem og indrømme.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Som Pia Allerslev siger: Hun har næsten ikke, selv ikke som borgmester gennem otte år for Venstre i København, oplevet så meget interesse på Facebook, som efter hun i sidste uge i et opslag skrev, at hun var blevet testet positiv for corona:

»Der er vildt mange, der har skrevet til mig, hvor modig jeg er at stå frem med, at jeg er smittet, og hvor godt det er, at jeg tør stå frem,« siger den tidligere borgmester, der i dag er partner i kommunikationsvirksomheden Sincera.

»Selv folk, jeg kender, har skrevet, at de også har været smittet, men ikke turde sige det til nogen, fordi det var pinligt. Jeg var ikke klar over, det var så tabubelagt. Det er jeg virkelig, virkelig overrasket over.«

Hvorfor overrasker det dig?

»Fordi jeg simpelthen ikke har opdaget, at det var noget, der var modigt at sige. Jeg har en veninde, der har været alvorligt syg med corona, og som har været meget åben om det. Det har ikke strejfet mig, at jeg ikke kendte flere, der har været smittet. Men det kan jo være, at folk har gået og puttet med det og ikke haft lyst til at sige det.«

En udskamning

Folks overraskelse er tankevækkende, mener Pia Allerslev.

»Det må åbenbart være noget ekstraordinært, og det er det mest bekymrende. At man ikke som smittet kan stå frem med det, både over for venner og familie, men også generelt ved at sige, ja, jeg er smittet, og smitten er noget, det her samfund skal igennem i stedet for at gøre det til et tabu.«

Pia Allerslev, tidligere Venstre-borgmester i Københavns Kommune, i dag partner i Sincera

»Det er, som om vi bare skal lade være med at tale om smitten, for så går den sikkert væk.«


Pia Allerslev kalder det en udskamning, som skaber en form for tabu.

»Det er, som om vi bare skal lade være med at tale om smitten, for så går den sikkert væk.«

Hvordan hun blev smittet, er Pia Allerslev ikke helt klar på. Hun understreger dog, at hun og dem, hun var sammen med, inden hun fik beskeden fra sin læge, alle har holdt afstand, har afsprittet deres hænder og opført sig ansvarligt.

Weekenden før hun blev syg, var hun først til en privat middag. Dernæst til et stort bryllup og bagefter til et privat arrangement på sin egen tagterrasse med en stor gruppe mennesker.

Jeg har lært lektien

»Nogle af os har selvfølgelig krammet. Jeg har også været på dansegulvet, men har hverken delt ølbong eller den slags. Men jeg har været social.«

Da hun en fredag blev konstateret coronapositiv, brugte hun det meste af formiddagen på at kontakte dem, hun havde været sammen med en uge bagud.

»Jeg har lært lektien, kan man sige. Jeg kommer nok til at være lidt mere påpasselig i fremtiden. Ikke kramme så meget, selv om det er en væsentlig del af mit liv.«

Kan folks overraskelse over, at du står frem som smittet, også handle om, at når du gør det, så erkender du, at du selv er ude om det?

»Det kan godt være, det er folks indirekte måde at udskamme mig på. Jeg har valgt at tage den på den positive måde, for det er selvfølgelig min egen skyld. Jeg kunne bare have holdt mig langt væk fra alle mennesker siden marts, så havde alt jo været godt.«

At vi ikke kan isolere os helt hele tiden viser bare, mener Pia Allerslev, at covid-19 er en virus, man ikke skal spøge med.

De unge er ikke ligeglade

»Det kan ramme os alle sammen, også selv om vi synes, vi opfører os ansvarligt. Men jeg har jo nok været en af dem, der ikke har syntes, det betød så meget at give et kram. Jeg ved jo heller ikke, om det er et kram, der har smittet mig.«

Har du selv lidt smitteskam, fordi du har gjort noget, du ikke burde?

»Jeg har ikke nogen smitteskam. Men ja, jeg har krammet, og det ved jeg godt, at man ikke skal. Og det kan selvfølgelig, hvis det lå til mig, føre noget smitteskam med sig. Jeg går ikke rundt og er vanvittigt brødebetynget over at være smittet.«

Ifølge Pia Allerslev har hendes 15-årige datter både været bekymret og pinligt berørt over, at hendes mor var smittet med coronavirus.

»Hun har været bange for, hvordan hendes venner ville reagere, hvis hun fortalte dem, at hendes mor var smittet, og hun derfor ville være skyld i, at alle blev sendt hjem. Jeg tror også, hun har været bange for at blive isoleret. De unge har jo ikke lyst til at få smitten. Vi tror, de unge er ligeglade, men det er de ikke.«

Da Berlingske talte med Pia Allerslev tirsdag formiddag, var hun symptomfri. Onsdag 23. september er der gået 48 timer, uden at hun har haft symptomer, hvorefter hun må forlade sin tvungne isolation.