64 smittede i et jysk forsamlingshus og 120 smittede til norsk firmafest: omikron smitter selv uden nærkontakt

150 gymnasieelever deltog i forrige weekend i en julefrokost i et forsamlingshus ved Viborg. Nu er 64 smittet med omikron. I Norge er 120 smittet efter en aften på restaurant. De to supersprederbegivenheder indeholder vigtig – og ret foruroligende – viden for forskere i hele verden, siger norsk læge.

På denne restaurant i det hippe Akers Brygge-kvarter i Oslo holdt firmaet Scatec julefrokost 26. november. Med til festen var to medarbejdere, som netop var kommet hjem fra Sydafrika. Status er nu, at 120 besøgende på restauranten den aften er testet positive for coronavirus. Forløbig er over 50 bekræftet positive med varianten omikron. Ole Berg-Rusten

Den sidste weekend i november var 150 gymnasieelever samlet til julefest i Hersom Forsamlingshus mellem Viborg og Hobro. 64 af deltagerne er nu konstateret smittet med den nye coronavariant, omikron, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til Berlingske.

Smitteudbruddet har sendt mange hundrede indbyggere i Viborg og omegn hjem i isolation, ligesom daginstitutioner er lukket og skoleklasser sendt hjem, skriver Viborg Stifts Folkeblad.