Godmorgen! Trump sætter nye ord på, hvorfor han vil eje Grønland, i stort interview. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
I dag kan den amerikanske højesteret meget vel underkende Donald Trump, hvis centrale dele af præsidentens toldfremfærd viser sig at være ulovlige.
Anonyme kilder fortæller, at Trumps regering har drøftet muligheden af at give op til 100.000 dollar til alle grønlændere. »Det er det her, Danmark frygter,« siger korrespondent.
Tusindvis af danske boligkøbere risikerer at stå uden dækning for skjulte fejl og skader på deres nye bolig – årsagen er skæve ejendomsvurderinger.
Kendt iværksætter smidt ud af andelsforening på Østerbro: Tilbød penge for at stoppe retssag.
Fredag kan retningen for aktiemarkedet blive bestemt. »Kongetallet« venter nemlig, og investorerne håber på en svag, men positiv jobvækst.
Dagens vigtige: Ejerskab over Grønland er et »psykologisk« behov for Trump

Kampen om Grønland fortsætter for fuldt blus.
Torsdag aften udkom den store amerikanske avis The New York Times med et nyt, opsigtsvækkende interview med USAs præsident.
Her gør præsidenten det klart, at ejerskab er »meget vigtigt« for ham, og han kommer med en opsigtsvækkende bemærkning om NATO.
Trump er ifølge Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, »helt tydelig og meget, meget klar i mælet« i sine udtalelser:
»Han vil eje Grønland. Det bliver skåret ud i pap,« siger han.
Undervejs i interviewet bliver Trump spurgt, hvorvidt kontrol med Grønland eller NATOs overlevelse er vigtigst, hvortil han svarer:
»Det er måske et valg.«
Nu er det tid til, at NATOs generalsekretær, Mark Rutte, kommer på banen, slår Jacob Heinel Jensen fast.
»Trump vil godt nok ikke sige, hvad der er vigtigst for USA, men det virker jo som en trussel mod alliancen,« siger han og konstaterer:
»Det er vildt.«
Præsidenten uddyber også, hvorfor han gerne vil eje Grønland.
Det er ikke længere nok for ham, at USA – i kraft af en traktat fra 1951 – har ret til at genåbne gamle amerikanske baser på øen. Grønland skal være amerikansk ejendom.
»Fordi jeg mener, at det psykologisk er nødvendigt for at få succes. Ejerskab giver dig ting og muligheder, som du ikke får af en lejeaftale eller en traktat. Ejerskab giver dig noget, du ikke kan opnå bare ved at underskrive et dokument,« siger Trump.
Fik du læst?
Internationalt | Donald Trump kan kræve Grønland som betaling for ikke at trække tæppet væk under Ukraine og Europa, siger to fremtrædende eksperter til Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Simon Kruse.
Mad | Berlingskes gastronomiredaktør, Søren Jacobsen Damm, har besøgt ølbaren og spisehuset Brus. »Havde jeg tømmermænd, ville jeg hellere spise her end på en Michelin-restaurant,« skriver han.
Sundhed | Kronisk nyresygdom kan koste leveår, hvis den ikke opdages i tide. Men symptomerne viser sig først sent. I et interview til Philip Sune Dam anbefaler overlæge, at tre grupper at blive undersøgt.
God dag!



