Godmorgen! Weekenden bød på kaos med kortbetaling, og det førte til dødstrusler mod personale ved Storebæltsbroen. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Fredag udførte den indvandringskritiske bevægelse Generation Identitær en aktion på toppen af den omdiskuterede Imam Ali-moské på Nørrebro.
Familien Huffman flygtede fra homoseksuelle i USA og fik »antiwoke asyl« i Rusland. Faren meldte sig til militæret, som lovede ham penge og et nemt job. Det var en fejl.
I dag er Jesper Munk rigtig begejstret for kryptovaluta. Han laver podcast om det og investerer i det - men engang var historien en helt anden.
Norsk oliekæmpe købte ti procent af den kriseramte vindkæmpe for 14 milliarder kroner – men afviser at have haft indflydelse på fyringen af topchef Mads Nipper. Nu holder Equinor døren åben for at øge sin indflydelse yderligere.
Markant færre er det seneste år blevet sigtet i København for at besidde eller sælge ulovlig cannabis som hash og skunk.
Dagens vigtige: Dødstrusler ved Storebæltsbroen

Da Nets pludselig løb ind i problemer med kortbetalingen lørdag, skabte det store udfordringer for virksomheder landet over.
Særligt ét sted gik bølgerne højt.
For Sund & Bælt, der driver Storebæltsbroen, valgte at holde bommene ved broen lukkede, på trods af betalingsudfordringerne.
Det skabte store køer og fik tilsyneladende flere bilister til at flippe ud. I hvert fald modtog flere personalemedlemmer dødstrusler, og der blev udført hærværk mod to bomme på broen. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på X.
Berlingske har spurgt Sund & Bælt, hvorfor bommene ikke bare blev lukket op, mens udfordringerne stod på.
»Det er ikke første gang, at vi har måttet håndtere et nedbrud fra Nets, og vi har en fast nødprocedure, vi følger for at hjælpe vores kunder. Den procedure betyder dog, at kapaciteten i betalingsanlægget falder til det halve,« skriver pressechef hos Sund & Bælt Jens Villemoes i en mail til Berlingske.
Jens Villemoes skriver i et skriftligt svar, at betalingsanlægget ikke var fuldstændigt lukket på noget tidspunkt.
»Kunder med brobizz eller nummerpladebetaling var ikke direkte påvirket af nedbruddet. Det var også muligt at betale med for eksempel MobilePay og kontanter,« skriver han.
Men det betød udfordringer hos særligt én gruppe bilister.
»Her i sommerferien var der især rigtig mange udlændinge, der havde brug for hjælp, og det tog desværre en del ekstra tid,« skriver pressechefen videre.
Pressechefen oplyser, at Sund & Bælt søndag morgen har politianmeldt to tilfælde af hærværk på broens bomme, ligesom de berørte medarbejdere er blevet tilbudt hjælp.
Sund & Bælt har også afkrævet en forklaring fra Nets, der stadig ikke har fundet årsagen til nedbruddet.
Dagens Tour de France-historie
Berlingskes Rasmus Karkov og Asger Ladefoged er i Frankrig, hvorfra de hver dag beretter om dagens Tour de France-etape.
Søndag fokuserede de på, at Tadej Pogacar gav feltet friheden til at gå efter sejren.
Fik du læst?
Sundhed | Hans liv blev sat i relief, da han blev cheflæge og mødte demensramte og deres familier. Nu gør han alt for selv at undgå sygdommen.
Kærlighed | Cicilie Veinø er træt af »drengerøve« og mænd i bar overkrop. I dag søger hun »en gentleman«, der betaler regningen.
Genopdragelse | Det var bare en badeferie, sagde faren. Så begyndte fire års mareridt i Somalia.
God dag!