Godmorgen! I dag falder der dom i Lars Findsens erstatningssag. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Nu kommer Liberal Alliance med sit store skatteudspil i København: Vil smadre kommunens kæmpe sparegris og bruge pengene på store skattelettelser.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen affejer fortælling om pres og selvcensur blandt militærforskere.
På den amerikanske højrefløj er man begyndt at slås om, hvorvidt Hitler var »cool«.
Venstre foreslår markant ændring af ejendomsvurderinger.
Regeringen vil indføre nyt krav for at sikre flere ejerboliger i København.
Dagens vigtige: Dommen falder i det foreløbigt sidste kapitel i FE-sagen

Onsdag falder der dom i Lars Findens særdeles omtalte erstatningssag.
Den tidligere FE-chef kræver tort for den krænkelse, han mener, at det var, da PET-chef Finn Borch Andersen i starten af 2022 orienterede udvalgte politikere om hans sexliv.
Den 8. december 2021 blev Lars Findsen arresteret i Københavns Lufthavn efter mere end et års totalovervågning og sigtet for landsskadelig virksomhed.
Men ifølge Findsen er der ingen som helst forbindelse mellem de anklager for landsskadelig virksomhed, som han i 2022 sad varetægtsfængslet for, og hans sexliv.
Morten Messerschmidt, Jakob Ellemann-Jensen, Pia Olsen Dyhr, Søren Pape Poulsen og Sofie Carsten Nielsen deltog i orienteringen med PET-chefen, hvor der ikke blev sparet på detaljerne.
Præcis hvilke oplysninger politikerne fik, gav Morten Messerschmidt et indblik i, da han afgav forklaring i retten den 21. oktober.
Her sagde Messerschmidt, at politikerne blandt andet var blevet fortalt, at »Lars Findsen havde en hang til at stjæle cykler af meget høj kvalitet og give dem til sin kæreste, som i modydelse for cyklerne så gav ham S/M-sex.«
PETs forklaring går på, at efterretningstjenesten havde en mistanke om, at FE-chefen blev afpresset af journalister, så mens Lars Findsen sad fængslet i Hillerød Arrest, sammensatte PET en såkaldt sårbarhedsrapport, som kortlagde alle de dele af hans privatliv, der kunne bruges til afpresning.
Med rapporten ville anklagemyndigheden udvide og forlænge varetægtsfængslingen af Findsen, og det handlede den omtalte orientering til politikerne om.
»Man var nødvendigvis nødt til at forklare, hvorfor man mente, at Lars Findsen var afpresningsbar,« forklarede advokat hos Kammeradvokaten Tomas Ilsøe Andersen i retten den 22. oktober.
Retten i Lyngby afsiger dom klokken 12.
Dagens Pilestræde
Et alarmerende våbenkapløb finder sted 2.000 kilometer over Jorden. Beijing, Kreml og Washington vil etablere atomreaktorer og bemandede baser i rummet. En flyvevåbensmajor kalder det en ny kold krig. Europa sakker gevaldigt bagud i kampen om egne interesser.
Kan Europa være med, når kapløbet spidser til? Dagens gæst er journalist Troels Heeger.
Fik du læst?
Jobsøgning | Det er altafgørende for din jobsøgning: Ekspert giver fem råd til et skarpt cv.
Opdragelse | Alle forældre vil have robuste børn, men mange gør børnene en »bjørnetjeneste« i opdragelsen, siger psykolog John Halse. Nu deler han sine tre råd.
Dårlige nerver | Dårlig søvn, glemsomhed og kort lunte kan være tegn på et overbelastet nervesystem. Fysioterapeut Pernille Thomsen ønsker, at alle skal kende symptomerne – og gøre fem ting, der hjælper »her og nu«.
God dag!



