Godmorgen! Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil nu ramme kriminelle familier hårdere. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Blå partier jubler over V-forslag om at skære i udviklingsbistanden, men De Konservative nægter at udtale sig.

  2. Advokater dropper børnesager efter skæring i honorar: »Gør mig rasende«.

  3. Er den udenlandske arbejdskraft virkelig en guldgrube for Danmark? Berlingske nuancerer.

  4. Organisation har doneret til terrororganisationer i Europa, men også til stormoské i København.

  5. En endelig opløsning af SVM-regeringen er lige på trapperne, skriver politisk kommentator Bent Winther i en analyse.

Dagens vigtige: Justitsministeren går nu efter kriminelle familier og »bestillingskriminelle«

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S) (tv.), var også til stede ved pressemødet med justitsministeren. Odense Kommune har ifølge borgmesteren haft flere problemer med »kriminelle klaner«.
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S) (tv.), var også til stede ved pressemødet med justitsministeren. Odense Kommune har ifølge borgmesteren haft flere problemer med »kriminelle klaner«. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der skal uddeles markant længere fængselsstraffe til medlemmer af kriminelle familier og såkaldte bestillingskriminelle.

Det foreslår justitsminister Peter Hummelgaard (S), der mandag præsenterede ni initiativer sammen med Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), som skal »bekæmpe bandernes brutale vold«.

»Et vigtigt gearskifte, der sker i den krig, der er erklæret mod de kriminelle klaner,« sagde Peter Rahbæk Juel (S) i den forbindelse.

Dansk politi har traditionelt placeret organiserede kriminelle i to kategorier: medlemmer af rockerklubber eller gadebander. Men dimensionen med kriminelle, som er bundet sammen af familiebånd og med et alarmerende tag i børnene, har derimod manglet.

Som Berlingske har beskrevet i mere end et år, drejer det sig for eksempel om familier med tusindvis af sigtelser for forbrydelser. Imamer, som saboterer politiets efterforskning. Og en klanleder til hest, hvis sønner tyranniserer borgere i udsatte boligområder.

»Den organiserede kriminalitet skifter karakter. Dels kan man se – og som I har skrevet om i Berlingske – at mere organiseret kriminalitet i dag bliver begået i forening af familiestrukturer; klaner, multikriminelle familier – kald det, hvad du vil,« siger Peter Hummelgaard til Berlingske.

De ni initiativer skal ved hjælp af markant hårdere straffe gøre livet surt for kriminelle familier, bestilte kriminelle og »stadig mere skruppelløse« bander, forklarer justitsministeren. 

Eksperter, som udtaler sig til Berlingske og Politiken, mener dog, at de nye initiativer har »et element af politisk teater«, og at det er en »åben ladeport for, at man kan monitoreres«.

Ifølge justitsministeren selv er skærpelserne af straffe både rimelige og effektive.

Han anerkender, at hårdere straffe alene ikke vil stoppe familier, hvor kriminalitet er et familieanliggende. Men han uddyber, at det er »nødvendigt« værktøj for at forebygge, at børn bliver rekrutteret ind i kriminalitet.

Dagens Pilestræde

En islamisk drøm om skoler, moskeer, et rejsebureau og en bank skulle til at udfolde sig i Danmark. Berlingske har kortlagt, hvordan fremtrædende personer i det danske muslimske miljø med forbindelser til Det Muslimske Broderskab og store pengemidler fra Qatar planlagde at skabe en islamisk infrastruktur.

Formålet var at sikre muslimer en integreret islamisk tilværelse herhjemme. Men drømmen endte i interne uenigheder.

Dagens gæst er journalist på Berlingske Kasper Fast.

Lyt med her.

Fik du læst?

God dag!