Minister åbner døren på klem for kontroversiel teknologi. Han risikerer at sætte retsstaten på spil, advarer tænketank

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

På et hasteindkaldt doorstep mandag talte justitsminister Peter Hummelgaard (S) og rigspolitichef Thorkild Fogde om mulighederne for at lade politiet bruge ansigtsgenkendelse i kampen mod bandekriminalitet. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Godmorgen! Peter Hummelgaard har åbnet op for at lade politiet bruge ansigtsgenkendelse, men han risikerer at sætte retsstaten på spil, advarer tænketank. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Zelenskyjs chokinvasion har ydmyget Putin, men den har også givet ham et helt nyt kort på hånden.

  2. Rigsrevisionen og Statsrevisorerne kritiserer Skatteministeriet for at fare vild i sine egne regler. Milliarder på højkant.

  3. Et omdiskuteret optrin ved OL kan blive toneangivende for fremtiden. Verdens bedste er ikke kun drevet af at være verdens bedste.

  4. Islamforskeren Thomas Hoffmann er blevet omdrejningspunktet for en speget sag om et anonymt »faktaark« angående hans angivelige islamofobi. Chefredaktør afviser indblanding.

  5. Martin Lidegaard har taget endnu et skridt ind i en svær skæbnestund. Interne kritikere ser intet andet end nederlag og ydmygelse i horisonten.

Dagens vigtige: Tænketank advarer om grønt lys til ansigtskendelse

»Det, der konkret efterspørges af politiet, er på alle tænkelige måder en god idé,« lød det fra Peter Hummelgaard mandag på et doorstep om potentielt at give politiet lov til at bruge ansigtsgenkendelsesteknologi. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Efter flere ugers bandeskyderier åbnede justitsminister Peter Hummelgaard døren på klem til at lade politiet bruge en teknologi, der kan virke kontroversiel.

Det har politiet i længere tid ønsket, og på et hasteindkaldt doorstep mandag lød det så fra Peter Hummelgaard, at han vil »se på« mulighederne for at lade politiet bruge ansigtsgenkendelsesteknologi i kampen mod den opblussende bandekriminalitet.

»Det, der konkret efterspørges af politiet, er på alle tænkelige måder en god idé,« sagde Peter Hummelgaard og tilføjede:

»Jeg har alt mulig respekt for, at partier kan have noget principielt imod det. For mig vægter det tungere, at det kan føre til domfældelse.«

Men det skal man være meget påpasselig med at indføre, advarer tænketanken Justitia i et debatindlæg i Altinget.

»Ansigtsgenkendelsesteknologi er et meget intensivt overvågningsværktøj, som udfordrer vores ret til privatliv og andre grundlæggende rettigheder,« skriver direktør i Justitia, Birgitte Arent Eiriksson, i Altinget.

Derfor er det vigtigt, at politikere og embedsværk nøje overvejer, hvornår og hvordan teknologien skal tages i brug, lyder det fra Justitia.

Tænketanken advarer mod, at man haster en lovgivning igennem uden først at give Folketinget mulighed for at sætte sig grundigt nok ind i lovforslaget – især, når det handler om noget så indgribende som ansigtsgenkendelse.

»Selvom værktøjet skal afhjælpe en akut situation, og det derfor kan føles som et meget hastende problem, vil konsekvenserne af et forceret og uigennemtænkt lovgivningsarbejde være noget, som vil præge vores demokratiske retsstat i mange år fremover,« lyder det fra Birgitte Arent Eiriksson.

Dagens »Pilestræde«

Begrebet »ikkemuslimsk islam« er lige nu genstand for en faglig tvekamp i den danske islamdebat.

På en dansk hjemmeside, der er døbt efter samme begreb, kritiserer en artikel af anonyme forfattere den danske islamforsker og universitetsprofessor Thomas Hoffmann for at være en dårlig og højreorienteret forsker uden erfaring med samtidsislam. Samme artikel findes i en engelsk version og er publiceret af instituttet Bridge Initiative under Georgetown University.

Selv kalder Thomas Hoffmann artiklen for »et velorkestreret karaktermord«. Og sagen bliver desto mere speget af, at begrebet »ikkemuslimsk islam« er opfundet af en kollega på Københavns Universitet – Jesper Petersen – som tidligere har problematiseret nogle af Thomas Hoffmanns udtalelser.

Men hvad betyder begrebet egentlig? Og har Jesper Petersen en rolle i det, som Thomas Hoffmann omtaler som et karaktermord? 

Det bliver Jesper Petersen spurgt om i dagens udgave af »Pilestræde«. Lyt med her.

Fik du læst?

Lige nu

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, efterforsker et tilfælde af hacking vedrørende Donald Trumps valgkampagne.

Det oplyser FBI mandag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kampagneholdet for den republikanske præsidentkandidat sagde lørdag, at noget af dets interne kommunikation var blevet hacket.

Trump sagde i den forbindelse, at Microsoft havde informeret hans kampagnehold om, at Iran havde hacket en af hjemmesiderne lavet til kampagnen.

De skød skylden på den iranske regering og henviste til tidligere kold luft mellem Trump og Iran. Der blev dog ikke fremlagt noget direkte bevismateriale.

God dag!