Som helten og antihelten i samme støbning mindede han os om menneskets komplekse væsen i ekstrem grad – at vi alle rummer lyset og mørket, selv vidunderbørn og 100-års-talenter.

I spændingerne mellem urkraft og usikkerhed finder vi noget af forklaringen på, hvorfor historien om Diego Armando Maradona er udødelig og genskabes af både forfattere, filminstruktører og senest hans personlige træner fra 1983 til 1994, Fernando Signorini.