Konflikten mellem Harvard og Trump spidser til: »Mindst 60 universiteter er blevet advaret«

Her er alt, hvad du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Ud over at stille krav til Harvards praksis i forbindelse med ansættelse af medarbejdere og optag af studerende kræver Trump-regeringen, at universitetet dropper sine diversitetsfremmende projekter. Joseph Prezioso/AFP/Ritzau Scanpix

Godmorgen! Konflikten mellem Harvard University og præsident Donald Trump eskalerer. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Hos to af landets største handelsplatforme oplever man lige nu en kæmpe interesse for aktieinvesteringer. Eksperter påpeger dog, at der også medfølger betydelige risici.

  2. Den konservative forfatter Rod Dreher har spillet en afgørende rolle for J.D. Vances kometkarriere. Han er stærkt bekymret for fjendtligheden over for Europa.

  3. Vrede er et tabu, og den kan være ødelæggende for det enkelte menneske. Men med de rette redskaber kan mange få styr på deres vrede, mener forsker, der står bag stor analyse af vrede.

  4. Nye oplysninger afslører, at EUs topembedsmænd og kommissærer nu bliver anbefalet at have burner-telefoner og rensede computere i tasken, når de rejser til USA.

  5. De 1.000 unge fra hele kongeriget var enige om, at det var »once in a lifetime«, da de fejrede prinsesse Isabella på Det Kongelige Teater. Flere mente, at kongehuset »har knækket koden«.

Dagens vigtige: Balladen om eliteuniversitet fortsætter

Harvard University risikerer at blive beskattet som en politisk organisation og dermed miste sin nuværende status som skattefritaget, skriver Donald Trump på Truth Social. Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

Kampen mellem præsident Donald Trump og de amerikanske universiteter tager nu for alvor fart.

Sent mandag aften valgte Harvard University som det første af de prestigefulde Ivy League-institutioner at undsige Trumps krav.

I et modsvar meddelte uddannelsesministeriet så, at det vil indefryse et beløb svarende til 15,2 milliarder kroner i føderal støtte.

Miseren – som er blevet omtalt vidt og bredt – hverken starter eller slutter her.

Mange institutioner risikerer nemlig at blive sat i samme situation, bemærker Josh Marcus, der er journalist på Independent, i en analyse:

»Mindst 60 universiteter er blevet advaret om, at de kan være de næste til at miste hundredvis af millioner – eller endda milliarder – i føderal finansiering.«

Trump-administrationen har blandt andet længe kritiseret Harvard University for ikke at gøre nok for at komme antisemitisme på universitetet til livs.

Desuden har det været et udtalt ønske, at universitetet skulle lukke sine programmer inden for såkaldt DEI – diversitet, lighed (equity) og inklusion – hvis ikke det skulle skæres i støtte.

Kort tid efter, at Donald Trump luftede en trussel om at Harvard University kunne miste sin status som skattefritaget, opfordrede Karoline Leavitt, talsperson i Det Hvide Hus, universitetet til at undskylde.

Pludselig offentliggjorde ledelsen på Stanford University så en støtteerklæring. Her støtter rektor Jonathan Levin og prorektor Jenny Martinez op om sagen.

»Amerikanske universiteter er en kilde til stor national styrke; de skaber viden og driver innovation og økonomisk vækst,« skrev Levin og Martinez i en udtalelse delt med studenteravisen The Stanford Daily.

»Denne styrke er opbygget gennem statslige investeringer, men ikke statslig kontrol.«

Dagens »Pilestræde«: Tredje og sidste afsnit i serien »Forgiftet i Laos«

Freja Vennervald Sørensen og Anne-Sofie Ørkild Coyman var bare 21 og 20 år, da de døde af en metanolforgiftning i Laos. Det efterlod deres familier med en ubærlig sorg, men også et håb om at få opklaret, hvordan det kunne ske.

Familierne vil have dødsfaldene anerkendt som et drab, så de danske myndigheder er tvunget til at efterforske sagen. Spørgsmålet er, om det nogensinde vil lykkes.

Fik du læst?