Godmorgen! Nyt skuddrab i USA vækker bestyrtelse. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Mona Juul overbyder Mette Frederiksen med vidtgående forslag: Kriminelle udlændinge skal udvises, hvis de får ubetinget fængselsstraf
Gratis vaccination mod skoldkopper er på vej til alle børn
Virksomheder flygter fra den danske børs – men amerikanske ejere har trukket to milliarder ud på ti år
Nordsjællandsk nabokrig er blevet et spørgsmål om rigets sikkerhed: Forsvarsministeriet går ind i sagen
Alex Vanopslagh banker sin egen ordfører på plads efter kritik af regeringen
Dagens vigtige: Skuddrab vil få raseriet til at eksplodere yderligere, vurderer analytiker

To modstridende fortællinger om skuddrabet på den 37-årige amerikanske statsborger Alex Pretti i Minneapolis lørdag kæmper mod hinanden.
Intensivsygeplejersken Alex Pretti blev skudt og dræbt af amerikanske grænsebetjente under en aktion mod illegal indvandring. Men hvorvidt Pretti var bevæbnet eller ej, da betjentene skød ham, er der stor uenighed om.
Ifølge Trumps administration var Pretti bevæbnet, og betjentene prøvede derfor at afvæbne og overmande ham. Da han modsatte sig »voldeligt«, blev han skudt, lyder deres forklaring.
En anden fortælling lyder fra den modsatte fløj – blandt andet demokratiske politikere, demonstranter og Prettis familie. Han rettede ikke sit våben mod betjentene og havde ingen hensigt om at dræbe, siger de.
Over weekenden er optagelser af forløbet blevet gennemgået med tættekam af amerikanske medier, der har forsøgt at komme tættere på, hvad der er op og ned. De kommer frem til en helt anden konklusion end Trumps hold.
Mest bemærkelsesværdig er konklusionen fra The Washington Post efter deres videoanalyse: Pretti var ubevæbnet, da han blev skudt.
Berlingskes internationale kommentator, Birgitte Borup, har også set optagelserne. Hun har svært ved at se, at drabet på Alex Pretti kan retfærdiggøres som selvforsvar.
»Narrativet fra Trump-regeringen er altså i direkte modstrid med det, amerikanerne kan se med deres egne øjne. Det er en ny form for retsløshed, vi er vidner til. Trumps regering sender et tydeligt signal om, at de føderale betjente kan gøre, hvad der passer dem.«
Og intet tyder på, at Trump vil trække de føderale betjente ud af Minneapolis eller på anden vis nedtrappe konflikten, på trods af at et voksende antal amerikanere opfatter ICE-betjentes adfærd som både hjerteløs og hævet over lov og ret, vurderer Birgitte Borup.
»Vi må forvente, at drabet vil få raseriet til at eksplodere yderligere.«
Dagens Pilestræde
Donald Trump vil have kontrol over den uafhængige amerikanske centralbank. Det har resulteret i en åben krig for rullende kameraer.
Kampen om renten rækker langt ud over USA. Grænserne for præsidentens magt testes. Og en sejr til Trump kan få store konsekvenser for den globale økonomi. Dagens gæst er erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen.
Fik du læst?
Kærlighed | Da Anne Sofie Allarp blev skilt for anden gang, indså hun, at hun led af samme vildfarelse som mange andre.
Katastrofe | Hvor langt var vi fra en amerikansk invasion af Grønland? Amerikansk styrke i beredskab giver et praj.
Kunst | Tal R tænker tit, at han ikke længere er relevant. »Det er den største frihed. Man kan gøre lige, hvad man vil.«
God dag!





