Godmorgen! Landmand, forsvarsminister og formand for Venstre Troels Lund Poulsen får nok at se til i dag. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Udviklingen skal vendes, hvis ikke danskerne skal blive mindretal i eget land. Sådan lyder advarslen fra Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn – men eksperter og statistikker afviser hans påstand.
Sammen med flere end 180 andre forskere langer forskeren Thibault Capelle nu ud efter den danske efterretningstjeneste, som ifølge dem har udpeget iranere i Danmark som spioner
Alle skadestuer i Nordjylland indfører kunstig intelligens til vurdering af røntgenbilleder af mulige brud på arme og ben – det giver færre fejl og mindre ventetid.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet skærer nu igennem i sagen om skimmelsvamp på Rigshospitalet. Med ministeriets nye vurdering er Rigshospitalet sat grundigt på plads.
USA blokerede tirsdag endnu en FN-resolution med et veto. Men denne gang kan efterspillet blive anderledes, skriver Berlingskes internationale korrespondent Uffe Taudal. Nu skruer Biden op for presset på Israel.
Dagens vigtige: Skæbnedag for landbruget – og Troels Lund

Det er en længe ventet rapport med sprængfarligt potentiale, der i dag klokken 11 bliver præsenteret for offentligheden.
En ekspertgruppe med den tidligere økonomiske overvismand Michael Svarer i spidsen kommer nemlig med flere bud på, hvordan Danmark som det første land i verden kan indføre en CO2-afgift på landbruget.
Det har taget Michael Svarer og hans eksperter over et år at udforme den rapport, han onsdag lægger frem.
Spørgsmålet om CO2-afgiften på landbruget har allerede åbenbaret en splittelse mellem land og by, men også internt i SVM-regeringen – og særligt internt i det gamle landbrugsparti, Venstre – er der lagt op til heftig diskussion.
Venstre har allerede fået hårde advarsler fra sit eget bagland om, at indførslen af en CO2-afgift vil gøre ondt helt ind i baglandets hjerte.
Derfor tøver Berlingskes politiske redaktør, Chris Kjær Jessen, heller ikke med at kalde onsdag for en »skæbnedag« for Venstre.
»Denne sag betyder enormt meget for Venstres traditionelle bagland i landbruget, som for alt i verden vil have en så mild CO2-afgift som muligt for landbruget,« siger Chris Kjær Jessen.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har ikke været formand for Venstre så længe, og når en CO2-afgift på landbruget skal indføres, vil hans evner til at holde sammen på både sit eget parti og regeringen blive sat på prøve.
»På den ene side skal han være loyal overfor regeringsgrundlaget, hvor han er gået med til at pålægge en afgift på landbruget. På den anden side skal han håndtere de kritiske kræfter i dansk landbrug, som overvejer traktordemonstrationer vendt mod Christiansborg, og som for en stor dels vedkommende er medlem af Venstre,« siger Chris Kjær.
Du kan få dig et godt overblik over, hvad der er op og ned i debatten om den længe ventede CO2-afgift på landbruget i artiklen her.
Dagens »Pilestræde«
Den russiske systemkritiker Aleksej Navalnyj er død. Han kæmpede for, at Rusland kunne blive et frit og demokratisk land med et lykkeligt folkefærd – alt andet end det Rusland, Putin har skabt. Og så var han den eneste oppositionspolitiker, der reelt kunne true Putins enevælde.
Før sin død sagde Navalnyj: »Vi bliver kun endnu stærkere, hvis de beslutter at slå mig ihjel.« Får han ret? Er den russiske opposition stærkere uden sin stærke mand?
Dagens gæst er Samuel Rachlin, tidligere Moskva-korrespondent og forfatter til bogen 'Jeg, Putin. Lyt til afsnittet her.
Fik du læst?
Gymnasier | 1. marts skal landets skoleelever have sendt deres ansøgninger afsted til gymnasierne, hvorefter pladserne skal fordeles. Her kan du se karakterforskellen på de elever, hovedstadens gymnasier optager.
Ølkonger | Tvillingebrødrene Mikkel Borg Bjergsø og Jeppe Jarnit-Bjergsø er kendt som »ølkongerne«. De er også tvillingebrødre og de kan ikke udstå hinanden. Men den ene har givet op, siger han til Berlingske.
Intelligens | Tror du, at dit barn er højt socialt begavet? Her kan du se, hvilket tegn du skal holde øje med. Og en af dem er en overraskelse.
Lige nu
USA nedlagde i går veto mod en våbenhvile i Gaza i FNs Sikkerhedsråd. Det får hård kritik af Kina, skriver flere medier.
USA giver »grønt lys til fortsat slagteri,« siger Kinas FN-repræsentant, Zhang Jun.
Det menes, at USA er på vej med sin egen resolution om våbenhvile, som siges at være mere vag i formuleringerne end den, USA afviste i går. USA kræver eksempelvis ikke en umiddelbar våbenhvile, men én som træder i kraft, »så snart det er praktisk muligt.«
God dag!
Venlig hilsen
Rasmus Bragh Schulz, journalist


