Godmorgen! Berlingske og B.T. har kunnet afsløre, at alle muligheder for at genskabe de slettede sms'er om minksagen ikke blev afprøvet. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
Der er gået to år siden, at det største massedrab på jøder siden holocaust fandt sted. Siden er verdens medlidenhed og opmærksomhed flyttet til Gaza.
I dag åbner Folketinget med et blåt alternativ. Men ny splittelse truer, skriver politisk kommentator Bent Winther i en analyse.
Ni ud af ti udenlandske arbejdere har job – men forsker er bekymret.
Ny måling giver ideen om en midterregering vind i sejlene.
I Norge er de svenske bander igen på spil. Bandekrigen buldrer med 12-13-årige som villige håndlangere.
Dagens vigtige: Notatet rejser nye spørgsmål i sagen om de slettede sms-beskeder

Alle muligheder var udtømt, og de danske myndigheder kunne ikke genskabe de slettede sms'er i minksagen.
Sådan lød det igen og igen fra myndighederne og regeringen i 2020 og 2021.
Nu viser det sig, at den forklaring var forkert.
Alle muligheder var ikke blevet udtømt, kunne Berlingske og B.T. afsløre mandag.
I et hidtil mørklagt dokument fra 6. december 2021 skriver en it-specialist fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), at efterretningstjenestens Center for Cybersikkerhed ville bruge en anden teknisk undersøgelsesmetode end den, politiet havde forsøgt.
Men alligevel udsendte Forsvarsministeriet dagen efter en udtalelse, hvoraf det fremgik, at heller ikke Center for Cybersikkerhed så flere muligheder for at genskabe beskederne.
Centret »ville have fulgt den samme fremgangsmåde og anvendt de samme værktøjer« som Rigspolitiet, fremgik det af udtalelsen.
Havde FE også forsøgt, kunne det måske have været muligt at genskabe de potentielt belastende sms'er fra regeringstoppen.
Justitsministeriet afviser kritikken med den forklaring, at Statsministeriet og Justitsministeriet selv dengang havde vurderet, at alle »relevante« enheder var undersøgt.
Det til trods har oppositionen med afsløringerne fået en anledning til at angribe statsminister Mette Frederiksen (S) på et virkelig ømt punkt, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther.
»Det er dybt ubehageligt og potentielt skadeligt for Socialdemokratiet at få rodet op i den gamle sag, som dengang satte Mette Frederiksen under et meget hårdt pres,« siger han.
Flere politikere har også allerede været ude at kritisere særligt statsministeren.
»Det er vel den største skandale, vi har set i årtier. Det er jo dybt alvorligt, det her,« siger Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, til Berlingske.
»Hver en sten skal vendes i denne sag. Og mon ikke Venstre bør genoverveje støtten til Mette F?« skriver Pernille Vermund fra Liberal Alliance på X.
De Konservatives formand, Mona Juul, kalder det også »ekstremt bekymrende afsløringer«.
»Mette Frederiksen har misbrugt sit embede og danskernes tillid,« lyder det fra DF-formand Morten Messerschmidt.
Den samlede opposition bakker nu op om en hasteforespørgsel, som statsminister Mette Frederiksen, justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er blevet indkaldt til på baggrund af afsløringen.
Dagens Pilestræde
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har fremlagt sin fredsplan for Gaza, der ifølge ham kan føre til »evig fred« i Mellemøsten og afslutte krigen.
Men er de store løfter realistiske? På toårsdagen for Hamas' terrorangreb undersøger Pilestræde planens bæredygtighed.
Dagens gæst er Berlingskes mellemøstkorrespondent, Gunnar Willum.
Fik du læst?
Trivsel | Stjerneforsker har forsket i dem, der er ramt af stor ulykke. Han ved præcis, hvordan man vokser efter en traumatisk oplevelse.
Tørst | Vinkendere taber kæben – mød manden bag den danske vin fra Tølløse, der er blevet kult.
Tydelighed | Siger du jævnligt »hvor er du god!« til dit barn? En anden form for ros er bedre, lyder et af seks råd til at få velfungerende børn.
God dag!