Godmorgen! Kommentatorer og politikere står forundrede tilbage efter regeringens pressemøde, der mildt sagt bød på få – hvis ingen – svar. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Trump lover fred i Mellemøsten efter lancering af fredsplan for Gaza. Netanyahu er tvunget til at indtage en uspiselig ret.

  2. Nekrolog: Hans blik på verden var ofte sjovere end verden selv. Nu er tingenes, kvindernes og ordenes mand, Jørgen Leth, død i en alder af 88 år.

  3. Danmark er vært for EU-topmøde i den kommende uge, og efter de seneste dronehændelser er sikkerheden skærpet markant for at undgå at tabe ansigt.

  4. Patienter må vente i årevis. Nu gribes der ind over for ventelistekaos – og det gavner privathospitalerne.

  5. 20 år efter Muhammed-krisen hylder Tyrkiets ambassadør koranloven: »Det var en lang proces, men resultatet var godt«.

Dagens vigtige: Når EU-topmødet er slut, vil oppositionen stå klar

Hverken justitsminister Peter Hummelgaard (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) eller beredskabsminister Torsten Schack (V) kunne svare på, hvem der står bag de mystiske droner over Danmark.
Hverken justitsminister Peter Hummelgaard (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) eller beredskabsminister Torsten Schack (V) kunne svare på, hvem der står bag de mystiske droner over Danmark. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Et »pinligt maskefald«, en »rådvild« regering og et »regulært cirkus«.

Danmarks politiske ledelse får hårde ord med på vejen fra det danske kommentatorkorps efter endnu et pressemøde mandag eftermiddag om mystiske droner.

Regeringen var repræsenteret af hele tre ministre:

  • Justitsminister Peter Hummelgaard (S)

  • Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V)

  • Beredskabsminister Torsten Schack (V)

Men trods det store fremmøde kom de, som Ekstra Bladets redaktionschef, James Kristoffer Miles, beskriver det, »bærende på uden så meget som en krumme af nye oplysninger«.

TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, har »sjældent set et pressemøde med så mange deltagere, der havde så lidt at sige«, og Berlingskes politiske redaktør, Chris Kjær Jessen, oplevede regeringen som »rådvild og handlingslammet«.

Inden pressemødet var Folketingets partier blevet indkaldt til en fortrolig orientering. Her blev de – ifølge Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn – heller ikke meget klogere.

»Jeg synes, at det er bekymrende, at man på det her tidspunkt stadig ikke kan redegøre for, hvad det er, der er foregået,« siger han til Berlingske.

Han lægger sig i slipstrømmen af den kritik, der haglede ned over regeringen allerede i sidste uge.

Til trods for de hårde røster vurderer Chris Kjær Jessen dog, at partierne stadig er forsigtige med at »tæske løs på regeringen«, fordi den står i en svær situation med stor international opmærksomhed.

»Det må forventes, at oppositionen stiller sig markant mere kritisk an, når det store topmøde er slut, og de europæiske stats- og regeringschefer er rejst hjem igen.«

Det tegner til, at han har ret:

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, har allerede varslet, at der vil komme et alvorligt efterspil for regeringen efter EU-topmødet.

»Jeg har fuld respekt for, at nu har vi et EU-topmøde, og det skal overstås. Men på den anden side af det, så kommer jeg til at stille en række kritiske spørgsmål til regeringen om vores beredskab,« siger hun i et interview til Ekstra Bladet.

Dagens Pilestræde

Prins Joachim og prinsesse Marie bliver i Washington to år mere, trods tidligere ønske om at vende hjem. Opholdet forlænges og sætter spørgsmålstegn ved parrets fremtidige rolle i kongehuset. Hvad venter dem? Dagens gæster er Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, og kongehuskommentator Jakob Steen Olsen.

Lyt med her.

Pilestræde

Prins Joachim og prinsesse Marie fortæller i et stort interview med Berlingske, at parret bliver boende i Washington. I sommer lød det ellers fra prins Joachim, at parret havde “et ønske om at komme hjem”. Men nu har han sagt ja til at forlænge opholdet i Washington i yderligere to år. Det giver anledning til spekulationer om parrets fremtidige tilknytning til og rolle i kongehuset.  Så hvordan ser fremtiden ud for prins Joachim og prinsesse Marie? Gæster: Jacob Heinel Jensen, Berlingskes USA-korrespondent i Washington, og Jakob Steen Olsen, Berlingskes kongehuskommentator.  Vært: Anne Sofie Allarp. 

Fik du læst?

  • To vigtige erfaringer | Trods massiv russisk indblanding vandt den proeuropæiske blok søndag valget i Moldova. Men det var intet mirakel, skriver Rusland-korrespondent Emil Rottbøll. Det var en opskrift på at bekæmpe russiske hybridoperationer i hele Vesten – med to vigtige erfaringer.

  • To biologiske processer | Et voksende forskningsfelt viser, at vi kan gøre rigtig meget selv for at undgå at få kræft. Lykke Sylow forsker i feltet og peger i et interview til journalist Julie Dalgas på to biologiske processer, der er afgørende for, at kræftceller vokser – og som vi kan bremse, inden det går galt.

  • Og en særlig gruppe | Fra næste år får danskerne en pæn portion skattelettelser, men der er stor forskel på, hvor meget de enkelte familier får, skriver økonomisk journalist Frederik M. Juel. Specielt én gruppe er de store vindere, men spørgsmålet er, om danskerne vil bruge de ekstra penge.

God dag!