Godmorgen! Onsdag aften lokal tid rammer en orkan i Florida, der forventes at bringe katastrofale ødelæggelser med sig. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Tirsdag præsenterede regeringen sin længe ventede reform af ungdomsuddannelserne. Nu skal reformen stå sin prøve, og modtagelsen er blandet.

  2. For anden gang på to uger får USA to enorme og livsfarlige orkaner i næsten samme område. Hovedforklaringen findes i den ultravarme Mexicanske Golf.

  3. En berømt journalist hævder i en ny bog, at Donald Trump i hemmelighed har opretholdt kontakt med Vladimir Putin. En talsperson for Donald Trump afviser, at det er tilfældet.

  4. Maria Rørbye Rønn takker næste år af som generaldirektør i DR. Men hvem bliver hendes afløser? En af landets mest erfarne mediechefer vurderer det oplagte felt.

  5. Stillingen i det amerikanske valg er fastlåst: Der er dødt løb. Men orkanen Milton lurer og kan måske få betydning for valget, skriver USA korrespondent Jacob Heinel i en analyse.

Dagens vigtige: Orkanen Milton rammer snart Florida

Amerikansk familie forbereder sig på, at orkanen Milton rammer, og er ved at evakuere fra deres hjem i New Port Richey i Florida.
Amerikansk familie forbereder sig på, at orkanen Milton rammer, og er ved at evakuere fra deres hjem i New Port Richey i Florida. Octavio Jones/Reuters/Ritzau Scanpix

De fleste amter i Florida er i undtagelsestilstand.

Evakueringer er blevet beordret op og ned langs Floridas kyst, og indbyggere er blevet bedt om at forberede sig på statens største evakueringsindsats i årevis, skriver BBC.

For onsdag aften lokal tid forventes en historisk voldsom orkan at ramme delstaten, hvilket er tidligt torsdag morgen dansk tid.

Orkanen, der har fået navnet Milton, har de seneste dage intensiveret voldsomt. Det er ikke engang to uger siden, at orkanen Helene ramte delstaten, og oprydningsarbejdet er stadig i gang.

Ifølge USAs National Hurricane Center har Milton »potentialet til at blive en af ​​de mest ødelæggende orkaner, der er registreret for det vestlige og centrale Florida«.

Lige nu er amerikanere i fuld sving med at evakuere og sikre sig bedst muligt med sandsække rundt om huse og træplader sat fast på bygninger.

Den erfarne meteorolog og orkanspecialist John Morales fik endda tårer i øjnene, da han for nylig skulle forklare seerne, hvad der er i vente:

»Det er bare en utrolig, utrolig, utrolig orkan,« sagde John Morales, hvis stemme knækkede, mens han tjekkede de seneste vejrdata.

Når stormen rammer storbyen Tampa på Floridas vestkyst som forventet, kan det skabe stormfloder på tre til fire en halv meters højde.

De seks amter i nærheden af Tampa Bay er hjemsted for næsten fire millioner mennesker.

Og netop det område er det mest sårbare sted i USA for stormflodsoversvømmelser, skriver AP News, og der advares om, at det bliver den værste storm, der har ramt området i over 100 år.

»Jeg kan sige det her uden nogen form for overdramatisering: Hvis du vælger at blive i et af de områder, der skal evakueres, kommer du til at dø,« lød det tirsdag fra borgmesteren i byen.

Personer, der vælger at forblive i området, bør skrive deres navne på kroppen med en permanent tusch, så de kan identificeres senere, lyder advarslen fra lokale embedsmænd.

Guvernør Ron DeSantis har tidligere på ugen advaret om, at det er et »monster,« som er på vej. Hvilke konsekvenser orkanen Milton vil få, kan kun tiden vise.

En ting er dog sikkert:

Mange amerikanere holder vejret og forbereder sig, så godt de kan.

Dagens »Pilestræde«

Mandag den 7. oktober markerede årsdagen for Hamas' terrorangreb på Israel. Den dansk-israelske jøde Jonatan Mizrahi-Werner var på gaden for at markere.

Det seneste år har han været meget skræmt af, hvordan konflikten har udviklet sig her i Danmark.

Men hvad er det, Jonatan oplever? Og hvad er det Gaza-krigen og konflikten i Mellemøsten gør ved os alle sammen?

Lyt med i dagens afsnit af »Pilestræde« og få svar.

Fik du læst?

Lige nu

Brasiliens højesteret har tirsdag givet grønt lys til at genåbne for adgangen til det sociale medie X, der er ejet af milliardæren Elon Musk.

Musk har været i et offentligt slagsmål med Brasiliens højesteretsdommer Alexandre de Moraes, efter han lukkede ned for platformen på grund af misinformation og hadtale.

Genåbningen sker, efter at X har skiftet kurs og er begyndt at efterleve de krav, som Brasilien har stillet til mediet og Elon Musk.

God dag!