Godmorgen! Lørdag smed Trump en håndgranat af en melding, da han varslede straftold til Danmark og syv andre lande. Altså medmindre Danmark lader USA overtage Grønland. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Få overblikket hver morgen

Hver morgen samler vi dagens tophistorier – og giver perspektiv på den vigtigste i nyhedsbrevet »Dagens overblik«.

Tophistorier 

  1. Ingen skal forvente en fælles NATO-reaktion for at sikre Grønland, lyder det fra britisk sikkerhedspolitisk ekspert

  2. En sommeraften i Lillehammer i 1973 gik det galt for den israelske agent Sylvia Raphael. Den forkerte mand blev slået ihjel

  3. For nylig mistede skuespilleren Nicolas Bro sin far. Nu samler han sammen til sin egen personlige erindring om faren

  4. Om lidt skal unge vælge gymnasium: Her er de skoler, der er bedst til at løfte eleverne

  5. For flere år siden vandt ØK en omdiskuteret skattesag i landsretten. Alligevel kræver staten stadig renter for millioner

Dagens vigtige: Donald Trump har med trusler om straftold sendt NATO ud i en eksistentiel krise

Donald Trump meddelte, at Danmark og syv andre lande fra 1. februar vil blive pålagt ti procent told. 1. juni stiger det til 25 procent told – medmindre USA kan overtage Grønland.
Donald Trump meddelte, at Danmark og syv andre lande fra 1. februar vil blive pålagt ti procent told. 1. juni stiger det til 25 procent told – medmindre USA kan overtage Grønland. Shawn Thew/EPA/Ritzau Scanpix

Her kommer en kort opsamling for dem af jer, som ikke har brugt weekenden på at læse nyheder:

Lørdag aften rystede den amerikanske præsident, Donald Trump, Danmark og Grønland, EU og de øvrige NATO-lande.

På det sociale medie Truth Social meddelte Trump, at Danmark og syv andre lande fra 1. februar vil blive pålagt en straftold på ti procent. Den ekstra told vil blive ophævet, når det er lykkedes USA at købe og overtage Grønland.

1. juni har Donald Trump varslet, at straftolden stiger til 25 procent.

De syv lande, der sammen med Danmark har fået en ekstratold, er Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland. Hvilket er de lande, der den forgangne uge har sendt tropper til Grønland.

Trumps melding har skabt chokbølger i EU og resten af den vestlige verden. Og frygten er, at en yderligt eskaleret konflikt kan resultere i NATOs sammenbrud.

Statsminister Mette Frederiksen slår dog i et skriftligt svar til Ritzau fast, at Europa ikke vil lade sig afpresse af Donald Trumps trusler om told.

»Vi ønsker at samarbejde, og det er ikke os, der søger konflikten. Jeg er glad for de enslydende meldinger fra resten af kontinentet: Europa lader sig ikke afpresse, lyder det.

Hvordan Danmark og EU vil reagere på truslen om straftold, er endnu ikke vedtaget. Men en række forskellige muligheder er blevet foreslået.

Eksperter advarer dog om de negative økonomiske konsekvenser ved en handelskrig. Ligesom splittelse mellem tidligere allierede og et vaklende NATO heller ikke er scenarier, som mange kan se en fordel i.

Det skulle da lige være Kina og Rusland.

»Kina og Rusland må virkelig nyde det her. Det er dem, der tjener på splittelse blandt allierede,« skrev EUs udenrigschef, Kaja Kallas, i går på det sociale medie X.

Fra dansk side bliver der arbejdet for at sikre fælles fodslag med EU og vores øvrige allierede.

Mandag drager udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til London, han kommer fra et møde i Oslo. 

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, mødes mandag med NATOs generalsekretær, Mark Rutte, i Bruxelles om mere tilstedeværelse i Arktis.

Derudover vil EU-præsident Antonio Costa i de kommende dage indkalde til ekstraordinært topmøde i Det Europæiske Råd om Grønland. 

Dagens Pilestræde

Præsident Trumps trusler om at overtage kontrollen med Grønland har sendt NATO ud i en eksistentiel krise.

Imens sidder de og fryder sig i Moskva og Beijing.

Spørgsmålet er, om NATO-alliancen, og dermed sikkerhedsfundamentet for Danmark og resten af Europa, kan reddes?

Simon Kruse, Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, giver perspektiver på NATOs fremtid i dagens Pilestræde. Lyt med her.

Pilestræde

Præsident Trumps trusler om at overtage kontrollen med Grønland har sendt NATO ud i en eksistentiel krise. Imens sidder de og fryder sig i Moskva og Beijing. Spørgsmålet er om NATO-alliancen, og dermed sikkerhedsfundamentet for Danmark og resten af Europa, kan reddes?  Gæst: Simon Kruse, Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent Vært: Julie Lindhardt Høimark 

Fik du læst?

God dag!