Dokumenter afslører »omsorgssvigt i svær grad« på københavnsk plejehjem: Ældre lå i bræk og afføring

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Illustration: Maria Thykjær Jespersen

Godmorgen! Dokumenter afslører »omsorgssvigt i svær grad« på københavnsk plejehjem. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Eksperter ryster på hovedet over regeringens prioritering af slik over grøntsager: »Den forkerte vej«.

  2. Analyse: Tyskerne gider ikke tale Trump efter munden. De tror ikke på hans Ukraine-plan.

  3. Ukraines oliekampagne virker bedre end nogensinde – »balancen kan tippe«, hvis de bliver ved med at ramme rigtigt.

  4. Ørsted står midt i historisk krise. Nu ruster de ansatte sig til tunge nyheder.

  5. Se det med egne øjne: Så vigtig er Kina for Ruslands krig.

Dagens vigtige: Ældre lå i bræk og afføring

Et københavnsk plejehjem er blevet ramt af en alvorlig sag om vanrøgt af stedets beboere. Foto: Thomas Lekfeldt

Et københavnsk plejehjem er blevet centrum for en »skandaløs« sag om vanrøgt af beboere

En beboer lå i sit eget bræk.

En anden blev fundet med afføring op ad ryggen, uden dyne, med kolde ben og i en seng gennemvædet af urin.

Og en tredje beboer sad i 24 timer i en lænestol uden at have fået skiftet sin ble. Beboernes ben var voldsomt hævede og fyldt med sår.

Forholdene for beboerne på et københavnsk plejehjem er ifølge en intern rapport så elendige, at Ældre Sagen kalder sagen »omsorgssvigt i svær grad«.

»Det er rystende og skandaløst,« siger Nina Bruun, der er seniorkonsulent i Ældre Sagen. 

Sagen fremgår af en rapport fra whistleblowerenheden under Københavns Kommune, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Ifølge Københavns Kommunes vagthund, der kendes under navnet Borgerrådgiveren, er sagen så usædvanlig, at der er grund til at rette markant kritik mod Social- og Omsorgsforvaltningen i kommunen.

Forvaltningen gav nemlig flere gange misvisende svar om de ældres forhold på plejehjemmet.

Forvaltningen erkender, at der er sket fejl i sagen, men er ikke helt enig i kritikken.

Navnet på plejehjemmet fremgår ikke af rapporten, og Berlingske har ikke kunnet få oplyst navnet på det selvejende plejehjem, der hører under Københavns Kommune.

Sagen begyndte med en henvendelse fra en ansat til whistleblowerenheden i juni 2022. Men først cirka to et halvt år efter, at Borgerrådgiveren indledningsvis havde spurgt ind til sagen, udleverede Sundheds- og Omsorgsforvaltningen de ønskede 25 journaler om plejehjemmets beboere.

Dagens Pilestræde: Den gyldne svingdør i dansk politik

Der er en gylden svingdør mellem dansk politik og de store lobby- og interesseorganisationer. Mange tidligere toppolitikere er gået ud ad denne dør og har landet velbetalte topjobs som enten superlobbyister eller chefer for interesseorganisationer.

Der er mange eksempler: Kristian Jensen, Brian Mikkelsen, Karsten Lauritzen, Nick Hækkerup, Maria Reumert Gjerding og Johanne Schmidt-Nielsen fik alle fremtrædende stillinger i organisationer, der har et tæt samspil med dansk politik.

Er dette et problem? Og hvordan skal vi fortolke denne rotation i toppen af Danmark?

Lyt med her.

Fik du læst?

God dag!