Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Frokostscenen i København blomstrer, og mange restauranter serverer frokost, som er værd at pjække et par timer for. Men hvor får man den bedste frokost i København?
Tårnet – Christiansborg
Tårnet øverst på Christiansborg er nok den eneste af landets restauranter, som ikke er placeret i en lufthavn, og hvor man alligevel skal gennem en sikkerhedskontrol. Tårnets lokaler ligner stort set ikke noget andet i kongeriget, og udsigten over Christiansborg Ridebane og videre ud over det vestlige København er mageløs. At man så oven i købet serverer snorlige og moderne smørrebrød fra allerøverste hylde, gør Tårnet til en must for alle smørrebrødselskere.
Restaurant Kronborg
Når smørrebrødet er mest klassisk, er det detaljerne, som tæller. Og netop detaljerne er i orden på Kronborgs kælder, hvad enten det handler om at stege en fiskefilet eller røre den bedste hjemmelavede mayonnaise. Her er alt knivskarpt eksekveret, tilsat en hyggelig atmosfære og så er priserne ganske fornuftige. Er man i markedet efter ærkekøbenhavnsk smørrebrød, er det svært at se, hvor det p.t. laves bedre, mente Berlingskes mangeårige madanmelder Søren Frank, da han anmeldte Kronborg i februar i år.
Palægade (Vinder af Byens Bedste Frokost 2019)
Da Restaurant Palægade åbnede, blev det i forvejen høje smørrebrødsniveau i København lige løftet endnu en tak – og standarden er ikke gået ned siden åbningen. Palægade skuffer aldrig. Det skinner igennem på tallerkenerne, at det blandt andet er de dygtige folk bag Michelin-restauranten Formel B, der trækker i trådene bag kulissen. Og som et ekstra plus har sommelier Simon Olesen udarbejdet et vinkort, der kan gå godt til det vidunderlige smørrebrød.
Selma
Selma er spydspidsen inden for smørrebrødets nynordiske avantgarde. Kokken bag, Magnus Pettersson, er godt nok svensker, men han har lært sin smørrebrøds-ABC hos Aamann, og den generelle kvalitet skæmmes bestemt heller ikke af, at Mikkeller både er medejer og ølleverandør. På Selma er der fri leg med smørrebrødet, og selv om man møder alle de gammelkendte råvarer, er de altid serveret på nye og innovative måder, men altid med velsmag.
Restaurant Koefoed
Koefoed i Landgreven er en af byens få erklærede bornholmske restauranter. Om aftenen mærker man ikke meget til dette, men til gengæld er klippeøidentiteten langt mere udtalt til frokost, hvor den står på smørrebrød anført af lokale klassikere som »Sol over Gudhjem«, christiansøsild og saltstegt sild samt selvfølgelig øl fra Svaneke Bryghus. Særligt Koefoeds saltstegte sild er i verdensklasse, mente Søren Frank efter at have besøgt stedet i februar i år.