Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er nok at vælge imellem afhængig af præferencer, men hvor får man det bedste gourmetmåltid?
Noma (Vinder Byens Bedste Gourmet 2019)
Noma har genopfundet sig selv med en hel restaurant bygget til lejligheden af Bjarke Ingels Group ved det gamle søminedepot ved volden mellem Christianshavn og Refshaleøen. Menuerne er nu knivskarpt delt op i de tre sæsoner: hav, grønt og vildt. I det forgangne år har man således kunnet spise både ande- og rensdyrhjerne. Det allernyeste er, at man på den seneste havmenu har filet de hårdeste kanter af og sat velvære og velsmag forrest. Således skulle det ikke længere være nødvendigt med en tur til pølsemanden efter en aften på Noma.
Geranium
Manden med linealen, verdens gennem tiderne dygtigste konkurrencekok, Rasmus Kofoed, styrer gryderne til perfektion på Geranium. Maden ikke bare ligner kunst, den smager også utroligt rent og præcist. Også i spisesalen, som er blevet blødt op, efter at anretningskøkkenet er rykket ind midt i det hele, kører det for Geranium. Således fik stedet en særpris i fjor for bedste service af Worlds 50 Best Restaurants, mens restaurantchef Søren Ledet arbejder intenst på at klare den svære Master Sommelier-eksamen, som ingen danskere endnu har bestået.
AOC
En særlig smagfuld, næsten klassisk udgave af det det nye nordiske køkken regerer under hvælvingerne i kælderen under Moltkes Palæ. Køkkenchefen Søren Selin lader gerne Noma om at eksperimentere og være cutting edge, Selin er snarere optaget af forfølge et harmonisk køkken, hvor velsmagen og velværet er i centrum. Også servicen får opmærksomhed, eftersom restauratør Christian Aarø er sommelierveteran med hang til jakkesæt, slips og relativt klassiske vine.
Kadeau
Der syltes, hengemmes og fermenteres i et væk på Kadeau, hvor serveringerne ofte synes umiddelbart enkle, men under overfladen gemmer der sig ofte stor kompleksitet. Det nu så celebre spisested udspringer egentlig af restauranten af samme navn, som ligger i en gammel iskagebod på stranden i Pedersker på Bornholm. Indehaverne, Rasmus Kofoed, Magnus Høegh Kofoed (der er mange kofoeder på Bornholm) og Nicolai Nørregaard, har med succes videreført gastronomien fra klippeøen og er ikke mindst i den relativt nye spisestue i Wildersgade, som hører til byens smukkeste, rykket op i den allerøverste internationale klasse.
Mielcke & Hurtigkarl
Det kan godt være, at Michelin-guiden overser Jakob Mielckes køkken, men det gør gæsterne og de hjemlige anmeldere ikke. Beliggenheden i Det Kongelige Danske Haveselskabs have ved Frederiksberg Runddel er svær at slå, ligesom at spisesalen dateret 1670 er et af byens mest romantiske rum. Betjeningen er lydefri, og Jakob Mielckes køkken et af regionens absolut mest personlige og spændende. Kokken tager altid afsæt i sæsonens lokale råvarer, men går ikke af vejen for at understøtte de lokale smage med ingredienser og teknikker fra især Japan. Inspireret af sin gamle læremester Pierre Gagnaire er Mielckes køkken konstant under forandring – en ret optræder sjældent i samme version flere uger i træk.