Efter at Irma lukkede for et par år siden, er det gået op for folk i København og omegn, at et supermarked ikke bare er et supermarked.
Vi er stadig generelt et godt stykke efter landene i Sydeuropa på dette punkt, men vi har trods alt en håndfuld steder, som fortjener en hyldest.
Afstemningen er slut. Følg med når vi afslører vinderne på Berlingske.dk.

En af de få nyheder, som har kunnet konkurrere med Donald Trump i første halvdel af 2025, var åbningen af den nye supermarkedskæde Alma. Manden bag kæden er den forhenværende Irma-direktør Alfred Josefsen, hvis mormor har lagt navn til supermarkedet.
Alma har fra start af været markedsført som Irmas arvtager. Allerede ved første besøg viste det nye supermarked i klassen sig imidlertid klart at overgå Irma: Man bliver mødt af duften af friskbagt, økologisk bagværk. Hylderne bugner af friske grøntsager fra ind- og udland, og der er glimrende fjerkræ fra blandt andet Hopballe Gård i køledisken. Vinudvalget, som er lagt i hænderne på Husted Vin, er også sjovere, end det var i Irma.
Store Kongensgade 100, København K og Sylows Allé 17, Frederiksberg.

Det italienske madtempel, kalder Supermarco sig selv, og der er noget om snakken. Supermarkedet, som blev åbnet af den italienske delikattesimportør Marco Nunzio Giacobbo i 1995, har i dag skiftet både lokation og ejere.
Markedet er dog stadig ekstremt velassorteret, med alt, hvad man kan drømme om af for eksempel olivenolie og pasta, håndlavede delikatesser og is, fatto in casa.
Vinene kan smages på glasset, før man køber en hel flaske, og på cafeen ude foran serveres lækre sandwiches med mere.
Støbegodsvej 1, 2450 København S.

Et supermarked, der sælger hvide trøfler i sæsonen – så har man hørt det med. Rotunden er på alle leder og kanter et supermarked ud over det sædvanlige.
Der er dansk jergyu-kød (en blanding af dansk jersey og japansk wagyu) og spansk duroc-gris hos slagteren. Osteafdelingen bugner af det bedste fra både Frankrig og Danmark, og det store udvalg af øl – også det alkoholfri – er det bedste i noget supermarked i Danmark. Købmand Rasmus Vejbæk-Zerr stiller op i DM i blindsmagning hvert år. Hans helt store passion er således vinafdelingen, som fører et kolossalt udvalg af 2.200 forskellige vine fra hele verden – såvel egenimport som indkøb fra 35 eksterne importører.
Strandvejen 64A 2900 Hellerup.

Dalgaard Supermarked var en institution i Hørsholm i 70erne, hvor Kristen Dalgaard åbnede sit supermarked efter i ti år at have drevet en lille købmandsbutik.
I dag er der nye kræfter, der står bag butikken der er nyrenoveret og moderniseret.
Meny Hørsholm hedder butikken i dag, og den råder over en masse velindrettede kvadratmeter. Her finder man blandt andet lækre delikatesser med slagter-, fisk- og osteafdeling, og der er faguddannet personale i alle afdelinger.
Vinafdelingen byder blandt andet på eget vinimport fra bl.a. Tyskland og Italien, samt et fint udvalg af naturvin, som eller sjældent ses uden for Københavns mure, og så er der selvfølgelig vildt, trøfler og andet godt, når det er i sæson.
Kongevejs-Centret 6, 2970 Hørsholm.

Mad & Vin i Magasins underetage på Kongens Nytorv har altid været et af byens bedste steder at købe lækkerier. Om det er et glas vin i H.J. Hansens bar eller Dubai-chokolade, kager eller Lakrids by Bülow til den søde tand eller mere substantiel føde i form af cafémad, sandwiches og salater, så findes det her.
Ikke mindst er Mad & Vin et luksussupermarked med fine afdelinger for blandt andet kød, fisk og grønt og andre herligheder og specialiteter. Man skal bestemt ikke handle her, hvis man er alt for lækkersulten.
Kongens Nytorv 13, 1070 København K.