Byens Bedste Bageri 2024: Her er de fem nominerede

Hvor finder man Byens Bedste Bageri? Det er nu, du skal stemme i Byens Bedste 2024. Lad Berlingske guide dig til alt det bedste i København. Stem på din favorit nu!

Det er ikke billigt at købe brød og kager på mange af de nye gourmetbagerier, men hold kaje, hvor er standarden så også himmelstormende høj i forhold til for 20 år siden.

Det koster måske mange penge, men det er ikke dyrt, vil jeg mene om de mange skønne bagerier, der vrimler frem, og som igen er et resultat af en »trickle-down«-effekt, skabt i første ombæring af den københavnske gastrorevolution, der startede i de tidlige 00ere med Noma som spydspids. Her er fem af byens bedste bagerier.

Afstemningen er slut. Følg med når vi afslører vinderne på Berlingske.dk.


Læs om alle de nominerede her. Find de øvrige kategorier nederst i artiklen. 

Thomas Lekfeldt

Københavns Bageri blev landskendt, da de lancerede deres bagerkringle til 300 kroner. Indrømmet, det er en dyr kringle. Indrømmelse 2: Den smager også helt forrygende og sætter en helt ny standard for kringle!

Ud over den internationalt berømte gourmetkringle sælger bageriet også et vidunderligt surdejsbrød i samarbejde med Benji-bageriet og alle hånde wienerbrød i tårnhøj kvalitet.

Københavns Bageri

Flaskehalsen 22, 1778 København V

Rune Øe

Hipsterbageriet i Københavns mest happening bydel, Nordvest, er ikke bare et vidunderligt bageri, men har også været medvirkende til at løfte det gamle arbejderkvarter ind i det 21. århundrede. Nogle ville nok kalde det gentrificering, andre udvikling.

Her er lækkert brød og mundvandsdrivende snurrer, og kommer du forbi senere på dagen, er her også gode pizzaer. Desuden tilbyder bageriet flere interaktive kurser i for eksempel surdejens mysterier.

Flere Fugle

Rentemestervej 57, 2400 København NV

Thomas Lekfeldt

Det helt oprindelige superbageri laver stadig de bedste kardemommesnurrer, og stedets surdejsbrød er i næsten magisk kvalitet med sin fylde og samtidige forbavsende lethed og dertil glassprøde krumme.

Juno åbnede i 2017, og siden er det vrimlet til med gourmetbagerier i København og omegn. Det ændrer dog ikke på, at Juno stadig tilhører den absolutte top, når vi taler bagværk i verdensklasse.

Juno

Århusgade 48, 2100 København Ø

Mathias Svold

De er heldige i Charlottenlund. Ikke bare bor de tæt på skov, strand og København, men nu har de også et godt bageri i form af Maison d’Brød. Ja, det hedder det altså! Men det skal ikke skille os, for ikke bare laver de virkelig gode croissanter og diverse wienerbrød, men Maison d’Brød ved Sanjiv Giri er også den stolte vinder af dette års ærefulde titel »Årets baguette«, hvor i alt 16 bagerier deltog, og som hvert år uddeles på den franske ambassade. Det er godt brød.

Maison d'Brød

Ordrup Jagtvej 42, 2920 Charlottenlund

Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Kun fire uger after åbningen blev Ard Bakery anbefalet af The New York Times – der kan man snakke om at ramme jorden løbende! Her laver man tingene lidt anderledes, og det kan man med stor bravur smage i stedets virkelig gode croissanter. 

Ard Bakery scorede desuden fuld plade med seks stjerner i Berlingskes store fastelavnsbolletest tilbage i februar i år.

Ard Bakery

Peter Bangs Vej 95, 2000 Frederiksberg