Virusfrygt lukker konferencer og store arrangementer – men ikke i Danmark

I udlandet er flere store arrangementer blevet aflyst af frygt for, at coronavirussen skal sprede sig yderligere. Herhjemme bliver arrangementer afholdt som planlagt indtil videre, lyder det fra blandt andet Roskilde Festival og Folkemødet.

Roskilde Festival, der netop har meldt udsolgt, planlægger at gennemføre festivalen trods coronavirus. I flere lande er store begivenheder blevet aflyst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ingen store danske arrangementer er indtil videre blevet aflyst, selv om man i mange andre lande har indført forbud mod store forsamlinger på grund af coronavirussen.

I Frankrig er forsamlinger på over 5.000 mennesker blevet forbudt, og i Schweiz er der nedlagt forbud mod forsamlinger på over 1.000 mennesker, og store messer og arrangementer aflyses på stribe. Herhjemme følger messe- og festivalarrangører situationen.

I Schweiz er den årlige bilmesse i Genève blevet aflyst, og i Paris er den årlige halvmaraton også blevet afblæst. Aflysningerne er de seneste i en lang række, som desuden tæller Facebooks årlige udviklerkonference F8 i Californien og verdens største mobilmesse i Barcelona, World Mobile Congress. Senest er også den store ejendomsmesse Mipim i Cannes blevet aflyst.

Aflysningerne har ført til store økonomiske tab. Mobilmessen i Barcelona plejer at indbringe byen over 3,4 milliarder kroner. Det rammer især restauranter, hoteller og taxiselskaber, der plejer at nyde godt af den store mobilmesse.

Herhjemme har coronavirussen indtil videre ikke resulteret i aflysninger af arrangementer. Men flere arrangører er i tæt dialog med myndighederne om, hvordan de skal gribe smitterisikoen an.

Følger myndighedernes anbefalinger

Flere af sommerens store festivaler er opmærksomme på den potentielle risiko for smitte, men forholder sig til, at Sundhedsstyrelsen ikke vurderer, at store forsamlinger som Roskilde Festival bør aflyses i Danmark.

»Vi er opmærksomme på, at forsamlinger med mere end 1.000 personer aflyses nogle steder, men vi forholder os især til, at Sundhedsstyrelsen også understreger, at det ikke er aktuelt i Danmark. Vi monitorerer situationen og afventer eventuelt nyt fra Sundhedsstyrelsen,« oplyser Roskilde Festivals sikkerhedschef, Morten Therkildsen, til Berlingske.

Den anden af sommerens store festivaler, Skanderborg Festival, holder også grundigt øje med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

»Vi er altid i tæt kontakt med alle relevante myndigheder. Vi har en lang festivalhistorie, hvor vi plejer at gøre det, der bliver anbefalet af myndighederne,« siger formanden for Skanderborg Festivalklub, Poul Martin Bonde.

Bella Center på Amager holder også øje med anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

»Vi følger naturligvis nøje anvisninger og anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og andre relevante myndigheder og justerer vores procedurer, hvis og når det er nødvendigt,« skriver kommunikationschef hos Bella Center Karen Østerbye til Berlingske.

Folkemødet følger situationen tæt

Hos Folkemødet, der løber af stablen 11. til 14. juni på Bornholm, er man i løbende dialog med både myndigheder og politi i forhold til sikkerhed.

»Vi følger situationen meget tæt. Vi har hele tiden en god og løbende dialog med både politiet og myndigheder om sikkerhed. Det er klart, at vi også drøfter, hvordan vi skal forholde os til coronavirussen,« siger Pelle Nybirk, kommunikationschef hos Folkemødet.

Folkemødet har ikke konkrete planer i forhold for, hvordan man vil forhindre smitte.

»På nuværende tidspunkt har vi ikke konkrete planer om, hvordan vi skal forholde os til smittespredning, men også her følger vi myndighedernes anbefalinger. Vi ser på, hvordan situationen udvikler sig og tager de nødvendige forholdsregler,« siger Pelle Nybirk.

Sundhedsstyrelsen: Ingen særlige forbehold

Sundhedsstyrelsen vurderer på nuværende tidspunkt, at arrangementer kan afholdes som planlagt.

»Der skal som udgangspunkt ikke tages særlige forbehold i forhold til afholdelse af arrangementer. Konferencer og store arrangementer kan derfor afholdes som planlagt. Virksomheder kan eventuelt hænge plakater op med gode hygiejneråd for at forebygge smitte,« skriver Sundhedsstyrelsen i en meddelelse til virksomheder og arbejdspladser om forholdsregler i forhold til coronasmitte.