Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, er ikke afvisende over for, at fælles EU-obligationer for de 27 medlemslande kan blive næste skridt i forsøget på at afhjælpe de økonomiske konsekvenser af coronavirussen. Det skriver nyhedstjenesten Bloomberg.
»Angela Merkel overvejer at skrue gevaldigt op for den økonomiske solidaritet i EU. Et skridt, som Tyskland selv under den europæiske gældskrise ikke var villig til at tage. Det er et nyt signal om, at europæisk økonomi er midt i en dyb krise,« skriver cheføkonom Søren V. Kristensen fra Sydbank i en kommentar.