Tuborgh sidder som Pandora-formand på lånt tid

Jens Chr. Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den hårdt pressede Pandora-formand Peder Tuborgh kan angribe generalforsamlingen i smykkekoncernen på onsdag i Tivoli Congress Center på to måder.

Dog skal han nok forberede sig på hård kritik, uanset hvilken strategi han vælger. I salen sidder der aktionærer, som har måttet se deres Pandora-aktier styrtdykke igennem de seneste år på grund af en række fejl i bestyrelsen.

Tuborgh kan vælge den ydmyge attitude; lægge sig ned, undskylde og forsøge at overbevise omverdenen om, at Pandora er »et helt andet sted i dag«. Eller den optimistiske med fokus alene på de fremtidige muligheder for Pandora.

Jeg vil tro, at Tuborgh vil balancere sig igennem med et både-og. Med en forklaring om, at ja, vi har været udfordret, men nu bliver det meget bedre. Det er imidlertid en svær øvelse – tilliden til Pandora-formanden er svag.

På generalforsamlingen i Pandora for et år siden gik chefen for danske aktier i ATP, Claus Wiinblad, på talerstolen og kom med en sønderlemmende kritik af Pandora-bestyrelsens arbejde. Siden er aktien yderligere halveret i værdi, topchefen Anders Colding Friis er fyret, og børsmarkedets tillid banket i bund. Set i det lys er det svært at se Tuborgh fortsætte i formandsstolen i Pandora.

Skal Peder Tuborgh så frygte at blive fyret og få revet sin formandskasket af? Næh, aktierne i Pandora er spredt (ingen aktionærer med over fem procent). Magten ligger ikke hos ejerne, men hos bestyrelsen og dermed hos formanden. Det er svagheden ved spredt ejerskab – det kræver udvidet selvindsigt hos formanden.

Det er næppe forkert at gætte på, at ATP og andre af de større aktionærer på onsdag forstærker kritikken.

Pandora begynder efterhånden at ligne Vestas for nogle år siden. Også her var der voldsom kritik af den daværende formand, men aktierne var så spredt, at det i lang tid blev ved utilfredsheden. Kritikken døde dog ikke ud, og det endte derfor med en ydmygelse af daværende formand Bent E. Carlsen, som efter lang tids stædig kamp blev presset ud.

»Det kræver udvidet selvindsigt hos formanden.«


Pandora er ikke bare i en tillidskrise, men også i en identitetskrise. Det er fortsat de såkaldte »charms-armbånd«, der står for en uforholdsmæssig stor del af forretningen. Samtidig kom der for et par uger siden en meget kritisk aktieanalyse om Pandora, der såede tvivl om hele strategien i Pandora.

Det bemærkelsesværdige var dog ikke så meget kritikken i sig selv, men forundringen over, at den var forfattet af Pandoras tidligere investor relations-chef Magnus Thorstholm Jensen. En IR-chef, som i den grad må formodes at have været dybt inde i maskinrummet i Pandora. Spørgsmålet er således, om han ved noget, som aktionærerne ikke ved?

Læg hertil, at Pandora samtidig har et følelsesladet slagsmål kørende med Jesper »Kasi« Nielsen i sagen om earn-out-aftalen. Den sag verserer ved en voldgiftsdomstol.

Kasi mener at have et par milliarder kroner til gode. Det kan i værste fald koste yderligere tab på Pandora-aktien. Hvis Tuborgh ikke selv adresserer Kasi-opgøret, må han forvente at blive konfronteret med den usikkerhed med spørgsmål fra aktionærerne.

Det er al ære og respekt værd, at Peder Tuborgh føler, at han ikke kan forlade formandsstolen i Pandora, før han har fået ryddet op og igen bragt smykkekoncernen i smult vande.

Set udefra virker det dog som et stædigt forsøg på at rette op på noget, som der efter al sandsynlighed må andre øjne på, hvis Pandora skal vriste sig fri af denne tillidskrise.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Ved han (IR-chefen i Pandora) noget, som aktionærerne ikke ved?«