Torsdagens aktier: Vestas stak en kæp i hjulet for C25

Vestas
Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Vestas snublede torsdag i sin egne forventninger til 2019 og faldt til bunds i torsdagens C25 indeks og spændte samtidig ben for den fremdrift for det samlede C25-indeks, som ellers prægede de øvrige europæiske aktiemarkeder

Vindmølleaktien tabte 6,2 pct. til 487,30kr. og var dermed en vægtig årsag til, at det danske eliteindeks måtte notere en tilbagegang på 0,04 pct. til 1122,86, mens de europæiske indeks præsterede stigninger, der løftede det brede fælleseuropæiske Stoxx 600 indeks med 0,7 pct. ved dansk lukketid.

»Vestas fald rammer ind C25, i forhold til når vi kikker til udlandet. Den er den største synder, konstaterer afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen

Salg af ungarske projekter

Vestas kunne fra morgenstunden berette, at det har solgt 80 pct. af aktierne i de datterselskaber, som ejer de rumænske vindprojekter Pantelimon, Pegasus og Apollo med en indtægt på 136 mio. euro.

Men Vestas oplyste også, at forventningerne fastholdes.

Det giver lidt panderynker, konstaterer Ole Kjær Jensen.

Transaktionen og indtægten fra frasalget i Rumænien har »tilsyneladende« været en del af Vestas' planlægning fra begyndelsen af året og dermed været en del af prognosen fra i februar.

»Men det er en gedigen overraskelse, at det skulle være indregnet. Det viser reaktionen her,« siger Ole Kjær Jensen.

Ørsted bidrog også til en negative udvikling i C25 med et minus på 1,7 pct. til 646 kr. uden selskabsspecifik baggrund.

Kvartetten i toppen

Den regerende kvartet i toppen af C25 omfattede Novozymes, som steg 4,6 pct. til 281,80 kr., Ambu, som steg 3,2 pct. til 835 kr., Chr. Hansen med et plus på 3,8 pct. til 568 kr., og FLSmidth, der steg 2,3 pct. til 282,70 kr.

For Novozymes var det opløftende nyt, at Trump-administrationen kigger på flere muligheder for at øge efterspørgslen efter biobrændstof i USA, påpeger Ole Kjær Jensen.

For Ambu var det meddelelsen om, at det amerikanske investeringsfirma Eminence Capital har mindsket sit sats på kursfald i medico-aktien, der kom nærmest en selskabsspecifik forklaring på stigningen i den volatile aktie.

Og for FLSmidth kunne stigningen ifølge Ole Kjær Jensen måske hænge sammen med forsonende udtalelser fra Kina i relation til landets handelskonflikt med USA.

Der var ikke noget nyt fremme om Chr. Hansen.

Travle analytikere

Torsdagen bød på en del justeringer af analytikernes kursmål og anbefalinger af danske aktier.

JPMorgan sænkede anbefalingen af Danske Bank og Nordea til »neutral« fra »overvægt« og reducerede kursmålet for Danske Bank til 120 kr. fra 130 kr., samtidig med at kursmålet for Nordea blev sat ned til 48,42 kr. fra 56,88 kr. Men Danske Bank steg 0,3 pct. til 97,94 kr., og Nordea blev løftet med 1,1 pct. til 41,98 kr.

ABG Sundal Collier sænkede sit kursmål for Sydbank til 100 kr. fra 120 kr. og gentog anbefalingen »sælg« oven på onsdagens regnskab. Onsdag faldt Sydbank hele 13,3 pct., men torsdag gik det noget bedre med et plus på 0,4 pct. til 94 kr.

Unibrew fik løftet kursmålet af en række finanshuse, efter at bryggeriet tirsdag aften leverede et ganske pænt regnskab for andet kvartal. SEB løftede kursmålet til 680 kr. fra 620 kr., og Kepler Cheuvreux løftede kursmålet til 500 kr. fra 400 kr. Også Handelsbanken satser nu på 500 kr. efter at have løftet kursmålet fra 460 kr. Bryggeriaktien balancerede på status quo på 593 kr.

Kabelproducenten NKT fik sænket sit kursmål af Goldman Sachs til 92 kr. fra 108 kr., uden at der blev ændret ved anbefalingen »neutral«. NKT-aktien faldt 1,0 pct. til 88,25 kr.

STG røg op

Torsdag formiddag fremlagde Scandinavian Tobacco Group (STG) regnskab med fremgang i omsætningen i andet kvartal, men tilbagegang i den organiske vækst. Selskabet kunne glæde sig over en fremgang i driftsresultatet før af- og nedskrivninger og særlige poster, EBITDA, til 398 mio. kr. fra 346 mio. kr. i andet kvartal 2018.

Tobaksaktien røg 3,4 pct. op til 76,05 kr.

Også Sanistål, SBS, Fast Ejendom Danmark, Danske Andelskassers Bank (DAB), Silkeborg IF Invest, Park Street og Luxor var torsdag i kalenderen med deres seneste resultater. Reaktionerne var moderate med et tab på 0,9 til til 5,30 kr. i Park Street som det mest udslagsgivende.

/ritzau/FINANS