Senest ved udgangen af 2028 vil der ikke længere være tobaksvarer på hylderne i discountkæden Lidls butikker i Danmark.

Men de store supermarkedskoncerner Coop og Salling Group har ikke intentioner om at følge trop.

Her lyder det, at tobak er en lovlig vare, som mange voksne ønsker at købe, og at det ikke er vejen frem helt at fjerne cigaretter og deslige fra butikkerne.

Coop, der har kæderne Kvickly, SuperBrugsen og 365discount, skriver i en kommentar, at koncernen i stedet vil skjule tobakken og sørge for at kræve id af unge.

»Men vi vil ikke forhindre, at voksne mennesker køber de varer, de har brug for. Og slet ikke de mange steder, hvor vi er den eneste butik,« skriver koncernen.

Konkret vil Lidl over sommeren fjerne 20 procent af cigaretterne fra de eksisterende butikkerne, mens der åbnes 60 nye de næste år, som bliver helt tobaksfri.

Det sker ifølge Khalil Jehya Taleb, viceindkøbsdirektør i Lidl Danmark, for at bakke op om Kræftens Bekæmpelses mål om en røgfri generation i 2030.

Heller ikke hos Salling Group, der står bag Netto, Bilka og Føtex, er tobaksexit på dagsordenen, siger CSR-direktør Henrik Vinther Olsen.

CSR står for Corporate Social Responsibility.

Han siger, at koncernen med interesse følger tiltag, der sigter efter at nedbringe den risiko, som tobak udgør for folkesundheden.

Men helt at fjerne tobakken er altså ikke aktuelt.

»Vi pakkede allerede for fem år siden tobakken bag et forhæng, så færre fristes. På samme måde vil vi gerne have en dialog om, hvordan vi kan få flere til at stoppe med at ryge.«

»Men tobak er en lovlig vare, som mange kunder ønsker at købe og kan købe på lovlig vis. Derfor vælger vi ikke at stoppe salget her, fordi vi ikke mener, det er vejen frem.«

Rema 1000 oplyser ikke, hvorvidt de vil eller ikke vil gå samme vej som Lidl, men oplyser, at kæden følger initiativet med interesse.

Lidl har lige nu 139 butikker i Danmark.

/ritzau/

Få Business-update hver eftermiddag

Hver eftermiddag læser vi op på dagens nyhedsbillede og giver dig et overblik i din indbakke over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig eftermiddagens vigtigste nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.16:30. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.