Storbritannien klar med benhårde krav til flypassagerer: Vrede giganter truer med retssag

14 dages karantæne ved ankomst til Storbritannien og store bøder, hvis reglerne ikke overholdes, er på vej i retten.

Der er langt mellem de rejsende i Heathrow Lufthavn. Fra i dag bliver indrejsende mødt med et krav om 14 dages karantæne. Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix

Der venter 14 dages karantæne for flypassagerer til Storbritannien fra i dag. Nye regler er trådt i kraft for at forhindre en anden bølge af coronavirus, påpeger indenrigsminister Priti Patel i flere internationale medier.

Men reglerne modtages ikke positivt i rejse- og turistindustrien. Blandt andre British Airways, EasyJet og Ryanair truer med en retssag om de nye regler og har taget det første skridt ved at henvende sig til Jonathan Jones, regeringens højest rangerende juridiske embedsmand, hvilket er første skridt på vejen mod en retssag mod regeringen.

Ifølge The Guardian siger flyselskaberne, at de er klar til at anmode om en domstolsafgørelse om regeringens nye regler for rejsekarantæne.

De nye regler kræver fra i dag, at alle rejsende til Storbritannien skal isolere sig i 14 dage. De skal oplyse en adresse, hvor de selvisolerer sig, og der vanker bøder på op til 1.000 pund, hvis reglerne ikke følges.

Mødt med kritikken har Priti Patel svaret ved at kalde foranstaltningerne for »forholdsmæssige« og indført på det rigtige tidspunkt.

»Hvis vi begrænser risikoen for, at nye tilfælde indføres fra udlandet, kan vi hjælpe med at stoppe en ødelæggende anden bølge,« siger hun.

Rent praktisk skal ankommende til Storbritannien udfylde en onlineformular med kontakt- og rejsedata samt adressen, hvor de skal bo i karantæne i de efterfølgende 14 dage. De må dog godt indkøbe nødvendigheder som mad og medicin under karantænen.

Flytrafikken er meget begrænset, men flyselskaber og rejsebureauer protesterer alligevel, for de frygter, at de små tegn på fremskridt og planer om flere flyvninger i de næste to måneder bliver ramt af de nye og skrappe karantæneregler.

De hævder desuden, at indførelse af reglerne så sent i pandemien er ineffektiv, ulogisk og vil afskrække besøgende og potentielle rejsebookinger.

British Airways er økonomisk i knæ på grund af krisen og mener, at 12.000 ansattes job er i fare. Heathrow Lufthavns administrerende direktør advarer om, at omkring 25.000 job kan være i fare i Heathrow.

Ifølge BBC overvejer den britiske regering at indgå aftaler om luftbroer med visse lande som Portugal, Spanien, Frankrig, Australien og Singapore.