Stor nedtur for tidligere topmægler

Den kendte mægler Peter Norvig har fået en bøde og er blevet frakendt retten til at være ejendomsmægler i et år. Det skyldes langsommelig tilbagebetaling af depositum.

Op til finanskrisen tjente Peter Norvig mange penge som ejendomsmægler. Han havde 22 Nybolig-butikker og var bosiddende Claus Bech

Solid nedtur for den tidligere topmægler Peter Norvig. Han er blevet frakendt retten til at være ejedomsmægler og har fået en bøde på 75.000 kr. Det skyldes, at han har været for længe om at betale et depositum tilbage i forbindelse med projektsalg.

Peter Norvig var op til finanskrisen en kendt og højtprofileret mægler hos Nybolig. Og senest har han stået i front for luksusmægleren Living Homes. Denne mæglervirksomhed er samtidig blevet tildelt en bøde på 200.000 kr.

Det fremgår af en kendelse fra Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere. Frakendelsen af retten til at være ejendomsmægler gælder ifølge kendelsen i et år.

Sagen stammer tilbage fra december 2016. Her blev Peter Norvig indbragt for Disciplinærnævnet for at være for langsom med at få tilbagebetalt et depositum for et projektsalg, der ikke blev til noget. Vedkommende, som havde indbragt sagen fortrød efterfølgende, men Diciplinærnævnet valgte af egen drift at gå videre med sagen.

I kendelsen bliver der lagt vægt på, at det ikke er første gang, at Peter Norvig har problemer med håndtering af indbetalt depositum.

»Ved fire gange tidligere at have været sanktioneret for forkert håndtering af deponerede midler har indklagede ejendomsmægler Peter Norvig gentagene gange udvist en sådan forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed som ejendomsmægler, at det giver nævnet grund til at antage, at Peter Norvig ikke i fremtiden vil kunne udøve virksomheden som ejendomsmægler på en forsvarlig måde,« hedder det i kendelsen.

»Foruden den pålagte bøde frakendes ejendomsmægler Peter Norvig derfor sin godkendelse som ejendomsmægler efter lovens § 6 i 1 år,« hedder det videre i kendelsen.

Ifølge websitet Byens Ejendom er kendelsen stadfæstet ved dom fra Københavns Byret d. 6. november.

Megahårdt efter finanskrisen

Op til finanskrisen tjente Peter Norvig og hans kone Hanne Nørrisgaard mange penge på de dengang kraftigt stigende boligpriser. Ægteparret var nogle af landets mest kendte ejedomsmæglere.

Da de var helt på toppen havde de 22 Nybolig-butikker. Men som mange andre blev de også hårdt ramt af finanskrisen og den efterfølgende krise på boligmarkedet.

De endte i meget stor gæld og måtte sælge huset nord for København.

»Det har været megahårdt, og for os har der kun været én løsning. Og det har været at knokle sig ud af det. Bare blive ved og ved. Vi arbejder mere end de fleste mennesker, og det er vi bare blevet ved med. Men jeg skal da ærligt sige, at det er en hård tid, vi har været igennem,« siger 55-årige Peter Norvig i en artikel til BT for små to år siden.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Peter Norvig til sagen.