Valdemars Slot er blevet solgt efter at have været sat til salg for 165 millioner kroner. Køberen er Louise Iuel Albinus, der sammen med sin søster, Caroline Fleming, formelt overtog det i foråret 2021.
Slottet bliver dermed i hænderne på den familie, der har ejet det siden 1667.
Slottet bliver overtaget 15. maj, som er søstrenes fars, Niels Krabbe Iuel-Brockdorffs, og Louise Iuel Albinus datter, Elisabeths, fødselsdag.
»Jeg bevarede håbet og nægtede at give op. Og jeg er lykkelig for, at det nu er lykkedes – og at jeg ovenikøbet overtager det på min fars fødselsdato, så han også på en måde er med,« siger Louis Albinus til Fyns Amts Avis.
Beløbet er ukendt
Louise Albinus har over for Fyns Amts Avis afvist at oplyse, hvor meget hun har betalt for slottet. Hun underskrev kontrakten 22. april.
Slottet har været til salg, efter at de to søstre blev fælles ejere. Louise Iuel Albinus har de seneste år boet på slottet med sin mand.
I april nægtede Caroline Fleming at underskrive først én og så en anden udgave af et regnskab, fordi hun var uenig i det.
Derfor blev selskabet tvangsopløst 1. juli sidste år, og da de to søstre ikke kunne blive enige, blev slottet sat til salg.
Louise har førsteret
Flere danske rigmænd har de seneste måneder vist interesse for slottet. Men i 2014 – tre år før sin død – fik søstrenes far tinglyst en servitut, der sikrede Louise Iuel Albinus forkøbsret på slottet.
Det betyder, at hvis der skulle komme en interesseret køber, så vil hun være i stand til at skubbe vedkommende til side og købe slottet på de samme vilkår.
Asger Olsen har været den ansvarlige ejendomsmægler. Han er specialist i landbrugsejendomme.
»Det kræver tre ting at købe det her. Det kræver, at du har alle pengene – ellers giver det ingen mening. Og så skal man have lysten til at arbejde med dansk kulturarv. Og til sidst skal man have tid til at arbejde med det,« har Asger Olsen forklaret til B.T.
Louise Iuel Albinus har de seneste år været direktør for slottet, og i den periode er det lykkedes hende at gøre slottet til en rentabel forretning – for første gang i mange år.
Louise Iuel Albinus har tidligere udtalt, at hun var ked af, at slottet skulle sælges, og at det var hendes søsters beslutning. Hun har ikke fortalt, hvad striden præcis har handlet om.