Skodsborg Kurhotel suger på tobaksfond

Byline foto Business journalist Jens Chr. Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Ingen kvaler – Augustinus Fonden betaler.«

Sloganet passer perfekt til det hvide, usædvanligt flotte og ypperligt beliggende Skodsborg Kurhotel med udsigt ud over Øresund, 15 kilometer nord for København. Det er kur- og spaophold for feinschmeckere. Og maden er heller ikke at kimse af. En stolthed for København og nordsjællænderne.

Der er bare lige et lille problem. Kurhotellet har kørt med underskud i ti år i træk. I 2018 blev det et minus på 20 mio. kr. Samler man underskuddene, bliver det til 140 mio. kr. over de seneste ti år. Heldigvis har Skodsborg Kurhotel selv en pengehane, man kan åbne, når der mangler penge i kassen.

Ejeren spytter løbende store millionbeløb i komplekset, som må forventes at have en værdi i omegnen af en halv mia. kroner. I 2018 blev der således skudt 60 milo. kroner ind fra den ultimative ejer, Augustinus Fonden. Det er blot en dråbe i det hav. Den pengestærke tobaksfond har en egenkapital på 20 mia. kr., som er placeret i en række finansielle aktiver.

Egentlig burde man prise tobaksfonden for at have så mange penge, at man kan holde Skodsborg-komplekset i live – uanset hvad. Det er en pryd for øjet, når man cykler forbi.

Når der alligevel er grund til at hæve det ene øjenbryn, skyldes det, at fonde altså ikke er etableret som rene godgørende institutioner. Det er i hvert fald svært at betragte Skodsborg Kurhotel som hørende ind under godgørenhedsarbejdet. Augustinus Fonden uddelte i 2018 pengegaver for 318 mio. kr. til kunst & kultur, viden & uddannelse og sociale indsatser. Nå ja, og så til Skodsborg-herlighederne.

»Fonde har også et vist præg af »herreløse penge« over sig.«


Nok er disse fonde private, men de har også et vist præg af »herreløse penge« over sig. Selvfølgelig med respekt for den fundats, der i sin tid er nedfældet, og dermed med de begrænsninger, der måtte ligge i fundatsen.

Man kan få det indtryk, at fonden er bedøvende ligeglad med de løbende underskud i Skodsborg Kurhotel. Ser man på ledelsesberetningerne igennem de seneste ti år, så er der stort set hvert år udtrykt utilfredshed med driften. Samt en efterfølgende bemærkning om, at i år bliver det bedre. Det er tæt på at være dårlig ledelse.

Augustinus Fonden er en erhvervsdrivende fond stiftet i 1942 af direktør Ludvig Augustinus. »Fondens formål er at virke for almenvelgørende og humane, kunstneriske, videnskabelige eller deslige formål,« hedder det i fundatsen. I heldigste fald hører Skodsborg Kurhotel ind under bemærkningen »deslige«.

Erhvervsdrivende fonde generelt er et virkeligt stort gode for Danmark. Men det kræver, at der løbende bliver sat krav til ledelse, drift og afkast, at der hviler et pres for at drive aktiverne bedst muligt, at man ikke sløser med ledelsesarbejdet, og at det ikke ender som et con amore projekt for nogle personer i en fond.

Augustinus Fonden fik ny direktør for et par år siden, Claus Gregersen. I foråret 2018 blev han også formand for et af de mange datterselskaber, nemlig Skodsborg Kurhotel. Det er altså nu op til Claus Gregersen at finde en troværdig, langsigtet plan for kur- og spakomplekset i Skodsborg, som passer ind i den fundats, fonden styres efter.

Kurhotellet er ganske vist sambeskattet med moderselskabet, og underskuddet kan derfor trækkes fra. Men det pynter ikke på en erhvervsdrivendes fonds renomé at have et con amore-projekt af den størrelsesorden liggende i porteføljen permanent.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Det er op til Claus Gregersen at finde en troværdig, langsigtet plan for kur- og spakomplekset i Skodsborg. «