Skodsborg Kurhotel kører med millionunderskud for tiende år i træk

Nye værelser og et budgetvenligt brasserie skal vende de mange års millionunderskud.

Skodsborg Kurhotel blev grundlagt af helsepioner og læge Carl Ottosen, der i 1898 åbnede et af Danmarks første kursteder. Siden er det blevet renoveret og udbygget, så det i dag råder over 85 værelser, restaurant, spa- og fitnesscenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Det er snart nærmere reglen end undtagelsen, at Skodsborg Kurhotel har et stort millionunderskud.

Sidste år havde det mondæne kurhotel på Strandvejen nord for København et underskud på knap 20 millioner kroner. Dermed har hotellet ikke haft overskud siden 2008, og alene de seneste fem år har hotellet tabt knap 80 millioner kr.

Det fremgår af et nyt regnskab.

Skodsborg Kurhotel har i 25 år været ejet af Augustinus Fonden. Men trods de historiske omgivelser i Nordsjælland og direkte havudsigt til Øresund er det i en lang årrække ikke lykkedes hotellet at tjene penge. Den stenrige ejer har gentagne gange måttet skyde penge i det underskudsramte hotel. Sidste år skød fonden 22 millioner kroner i hotellet, hvis egenkapital var i minus med tre millioner kroner.

Pengeindsprøjtningen fra Augustinus Fonden skulle »reetablere selskabets kapitalgrundlag«, lød det i regnskabet.

Flere værelser og budgetvenligt brasserie

Med meget kort varsel fratrådte adm. direktør Mai Kappenberger sidste sommer sin stilling og blev erstattet af den 49-årige Susanne Åberg. Hun kom fra en stilling som resort manager på resortet Great Northern ved fynske Kerteminde.

I januar i år fortalte den nye direktør Susanne Åberg til branchemediet Standby.dk, at hotellet vil ommøblere både sin hoteldel og sit restaurantkoncept i et forsøg på at vende de mange års millionunderskud.

For det første lukker Skodsborg Kurhotel sin restaurant, Kroun, til fordel for et brasserie med mere rimelige priser. Derudover vil direktøren udvide hotellet med 20 nye værelser, fordi det vil sikre en bedre driftsøkonomi.

På trods af de mange år med underskud er ambitionerne stadig høje og mulighederne store, mener Susanne Åberg. I et brev til Skodsborg Kurhotels nære kunder skriver hun, at målet fortsat er at tiltrække »et eksklusivt udenlandsk kundesegment« samt »langt flere rejsevante og kvalitetsbevidste lokale gæster«.

Skodsborg Kurhotel blev grundlagt af helsepioner og læge Carl Ottosen, der i 1898 åbnede et af Danmarks første kursteder.

Med den velhavende Augustinus Fonden som ejer er hotellet siden 1992 løbende blevet renoveret og udbygget, så det i dag råder over 85 værelser, restaurant, spa- og fitnesscenter.

Augustinus Fonden ejer en lang række virksomheder og har en formue på cirka 19 milliarder kr.