At vedligeholde hovedbygningen på et flere hundrede år gammelt, fredet slot er en dyr affære. Men slotsejere landet over fik en håndsrækning, da Højesteret og Landsskatteretten for nogle år siden gav tre af Danmarks pragtslotte, Vallø, Bregentved og Nørlund Slot lov til at trække momsen fra.

På Ulstrup Slot i Midtjylland noterede man sig afgørelserne og meldte sig derfor også på banen for at få moms af vedligehold på sin over 2.000 kvadratmeter store fredede hovedbygning refunderet.