Skal du konvertere dit boliglån? Kursen skyder i vejret og gør 1,5 procent-lån superattraktive

Kursen på det fastforrentede 30-årige 1,5 procent-lån er skudt i vejret den seneste uge. Det er gode nyheder for de tusindvis af boligejere, som står klar til at springe på konverteringsbølgen og skal opsige deres nuværende lån inden udgangen af måneden.

Rigtig mange boligejere med fastforrentede lån overvejer i disse dage, om de skal hoppe med på konverteringsbølgen og lægge om til 1,5 procent-lånet. Sofie Mathiassen

Tirsdag i næste uge er sidste frist, hvis man skal nå at komme med på denne konverteringsbølge, som ifølge realkreditten forventes at blive den største af sin slags siden 2015.

Selv om det er på en kedelig baggrund, kommer det derfor nærmest som sendt fra himlen for konverteringslystne boligejere, at skuffende nøgletal fra Japan og Tyskland har sendt kursen på det 30-årige fastforrentede 1,5 procent-lån i vejret.