Det er svært at slippe tanken, at »tech bro'ligarkerne«, der håbede at agere skyggekabinet i Trump-administrationen, føler sig snydt.

Først måtte Tesla-milliardær Elon Musk angivelig forlade inderkredsen efter et forfejlet forsøg på at tale præsidenten væk fra den handelskrig, der har barberet godt en fjerdedel af hans egen formue.

Nu er det Apple-topchef Tim Cooks tur til at klø sig i hovedbunden, efter Donald Trump har truet med at indføre 25 procent i told på smartphones produceret uden for USA.

»Jeg har for længe siden informeret Tim Cook fra Apple om, at jeg forventer, at deres iPhones, der skal sælges i USA, bliver fremstillet og bygget i USA, ikke i Indien eller noget andet sted,« skrev Trump fredag på sit sociale medie, Truth Social.

»Hvis det ikke er tilfældet, skal Apple betale en told på mindst 25 procent til USA.«

Det samme vil gælde »Samsung og andre, der laver det produkt«, uddybede han senere over for pressen i Det Hvide Hus.

At det ifølge eksperter er fuldkommen urealistisk lader ikke til at være noget, Donald Trump – eller hans mest trofaste vælgerbase – går synderlig op i.

»Rise and shine Tim Cook«, skrev Laura Loomer, højrefløjsaktivist og Trump-støtte, på det sociale medie X fredag.

Bag gemmer sig tilsyneladende den ubehagelige sandhed, der er begyndt at vise sig for kongerne i big tech, som troede, at de kunne styre præsidenten.

Trump-populisterne glemmer ikke

Tim Cook var ligesom Metas Mark Zuckerberg, Amazons Jeff Bezoz, Googles Sundar Pichar og Elon Musk med på forreste række under Donald Trumps indsættelsesfest.

Han havde, ligesom de andre, doneret en million dollar til festlighederne.

Men selvom Tim Cook og andre bag de syv største amerikanske techgiganter står for godt en tredjedel af værdien i det førende aktieindeks S&P 500, har de formentlig overvurderet deres egen magt.

Big tech-broderskabet står således over for slutningen af det »teknipolære øjeblik«, som erhvervsmediet Bloombergs klummeskribent Adrian Woodridge fremhæver. Det første bevis var Elon Musks fejlslagne forsøg på at sætte den økonomiske dagsorden.

»Trumps præsidentskab skyldes langt mere populisme end teknologisk magt. Trump-populister jubler måske over Musk, når han taler om at om at smide dele af den føderale stat i ‘flishuggeren’. Men de har ikke glemt, at mange tech bros indtil for nylig var socialliberale, som donerede store beløb til Det Demokratiske Parti og eksporterede amerikanske arbejdspladser til udlandet,« skriver han.

Det har Donald Trump tilsyneladende heller ikke glemt.

Ifølge Bloomberg-skribenten havde mange også forventet, at Donald Trump ville tage et opgør med Joe Bidens konkurrencesager mod flere af af techgiganterne.

Men også her kan, som The Wall Street Journal skriver, en verserende amerikansk konkurrencesag mod Google stadig medføre, at søgemaskinekæmpen skal stoppe med at betale Apple godt 20 milliarder dollar om året for at være standardsøgemaskine i browseren Safari.

Og i det store peger intet rigtig på, at Donald Trump føler, at han skylder de ellers gavmilde donorer fra techbranchen noget.

I hvert fald ikke sammenlignet med de løfter, han gav vælgerne.