Scandic Hotels sender flere hundrede ansatte hjem

Corona kan mærkes hos Scandic Hotels, da bookingerne dykker brat. Kæden hjemsender nu flere hundrede ansatte.

Scandic Hotels vil sende flere hundrede ansatte hjem, da coronavirusset har betydet et markant fald i antallet af overnatninger. (Arkivfoto) Claus Fisker/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Scandic Hotels sender flere hundrede ansatte hjem som følge af coronavirusset, der har betydet et massivt fald i antallet af gæster.

Det oplyser hotelkæden i en pressemeddelelse.

Hjemsendelserne sker, efter at Dansk Erhverv og 3F fredag blev enige om at tillade hjemsendelser uden løn frem til 29. marts.

Den ordning skal være med til at sænke hotellernes udgifter og bevare arbejdspladser på længere sigt.

Torsdag fyrede Scandic Hotels 126 ansatte, men aftalen har betydet, at endnu en fyringsrunde er afværget, fortæller administrerende direktør Søren Faerber.

»Det er en god aftale, fordi vi nu kan hjemsende ansatte fra den ene dag til den anden.«

»Alternativet havde været massefyringer, men nu får vi mulighed for at fastholde vores medarbejdere. Det gør en stor forskel,« siger Søren Faerber.

Han betegner den nuværende situation som ekstrem.

»For Scandic Hotels har coronavirusset haft store konsekvenser på belægningen og antallet af gæster.«

»Vi har aldrig stået i en sådan situation før, og vi har ikke set noget så ekstremt tidligere. Det er helt surrealistisk,« siger Søren Faerber.

Da Scandic Hotels er børsnoteret, kan han ikke sætte tal på, hvor meget omsætningen er faldet de seneste uger, hvor virusset har spredt sig i Danmark.

Scandic Hotels har 27 hoteller i Danmark og knap 2000 ansatte, når løsarbejdere tælles med.

Der er endnu ikke sat et præcist tal på, hvor mange ansatte der bliver berørt, men det bliver »mange hundrede,« siger Søren Faerber.

Hotelkæden er i øjeblikket ved at se, hvordan bookingerne ser ud på det enkelte hotel og vil derfra vurdere, hvor der er behov for at sende ansatte hjem.

Scandic Hotels er langtfra den eneste kæde, der er ramt af coronavirusset.

Fredag varslede BC Hospitality Group, der ejer blandt Bella Sky og Crowne Plaza i København, 350 fyringer. Det svarer til mere end hver tredje af de 900 ansatte.

/ritzau/