SAS flyver til USA indtil indrejseforbud træder i kraft

SAS flyver til USA torsdag og fredag, inden amerikansk indrejseforbud for europæere træder i kraft.

SAS har torsdag ni flyvninger til USA, som flyves som planlagt. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SAS vil torsdag og fredag flyve til USA som planlagt, inden et indrejseforbud træder i kraft.

Det oplyser Kristoffer Meinert, der er pressechef hos SAS.

»Vi har ni flyvninger torsdag, som vi flyver som planlagt, og vi flyver også fredag efter planen.«

»Vi følger situationen løbende. Vi vil orientere alle passagerer, der bliver berørt af den her udmelding fra USA,« siger Kristoffer Meinert, der opfordrer passagerer til at følge SAS' hjemmeside.

USAs præsident, Donald Trump, varslede onsdag, at rejser fra Europa til USA forbydes i 30 dage. Tiltaget træder i kraft fredag ved midnat lokal tid i USA.

Forbuddet gælder for personer, der har været i et af de 26 lande i Schengen-området de sidste 14 dage før indrejse til USA. Tiltaget skal være med til at inddæmme coronavirusset.

Hos SAS er det uafklaret, om flyselskabet vil kunne flyve til Europa fra USA, når forbuddet træder i kraft.

Hos Norwegian er meldingen også, at flyselskabet flyver som normalt indtil videre.

»Som det er nu, flyver vi som normalt. Vi er selvfølgelig klar over restriktionerne, som er kommet fra USA, men vi må vende tilbage med mere information senere i dag (torsdag, red.),« skriver pressekontakt Astrid Mannion-Gibson i en mail til nyhedsbureauet NTB.

De 26 Schengenlande er Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

/ritzau/