Rejseselskabet MarcoPolo lukker på grund af dårlig økonomi

Efter 37 år drejer rejseselskabet MarcoPolo nøglen om. 14 ansatte i Danmark og fire i Sverige mister jobbet.

Rejseselskabet MarcoPolo har solgt luksusrejser til blandt andet Afrika, Nordamerika og Asien. Her ses en strand på Zanzibar i Tanzania. (Arkivfoto) Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Rejseselskabet MarcoPolo lukker på grund af dårlig økonomi.

Det oplyser rejsebureauet MyPlanet International, der ejer MarcoPolo, til BT.

De to rejsebureauer beskæftiger samlet 45 ansatte i Danmark. MyPlanet vil fortsætte med at sælge rejser, men på grund af lukningen af MarcoPolo er 14 blevet opsagt. Det samme gælder fire ansatte i Sverige.

MarcoPolo har solgt luksus- og eventyrrejser til Nordamerika, Sydamerika, Asien og Mellemamerika. Det blev etableret i 1982 og har kontorer i Valby og Aarhus.

MyPlanets seneste årsregnskab viste et underskud på 9,8 millioner kroner. Selskabet har tabt penge de sidste tre år.

/ritzau/