Rejsearrangører undsiger piloter: Umuligt at finde fly til strandede

Flyene er pakkede, og det er umuligt at ombooke strandede chartergæster, som strejkende piloter mener.

»Alt, hvad der findes af ledig kapacitet, er væk. Så det med, at det skulle være let at hente gæster hjem fra Cypern og Kreta, stemmer ikke. Det er absolut ikke nemt,« lyder det. Her ses et billede af Kreta. Herbert Knosowski

Det er ikke rigtigt, at det er nemt at få de strandede chartergæster hjem fra destinationer som Kreta, Rhodos, Mallorca og Cypern.

Det fastslår formanden for rejsebureauernes brancheorganisation, Rejsearrangører i Danmark.

Det er ellers, hvad de strejkende SAS-piloter har brugt som en del af deres argument for, hvorfor de nu stopper med at hente strandede turister hjem.

»Det er mere eller mindre umuligt at få fat i fly, som kan tage gæster hjem,« siger Jan Vendelbo, som også er administrerende direktør for Spies.

»Hvis det var rigtigt, så havde vi jo allerede nu kunnet gå ud og hjælpe dem. Vi har ledt med lys og lygte i branchen for at finde alternative muligheder til at få gæsterne hjem,« siger han.

Han understreger, at flere andre europæiske flyselskaber - herunder Lufthansa og Brussels Airlines - indstiller en del af flytrafikken, fordi de mangler personale.

»Alt, hvad der findes af ledig kapacitet, er væk. Så det med, at det skulle være let at hente gæster hjem fra Cypern og Kreta, stemmer ikke. Det er absolut ikke nemt,« siger Jan Vendelbo.

Piloterne har som en undtagelse fra strejken hentet strandede chartergæster hjem over weekenden. Men den undtagelse stopper.

Ifølge SAS sidder et meget stort antal gæster forsat fast på feriedestinationer.

Som formand for Rejsearrangør i Danmark fortæller Jan Vendelbo, at det er Apollo, som er den store bruger af SAS.

Han er blevet informeret om, at omkring 2700 gæster skulle have været hjem til Danmark med SAS' fly i weekenden. Hvor mange af dem, det er lykkes at få hjem via de strejkende piloters flyvninger, ved han ikke.

Vendelbo henviser til Apollo. Det har ikke været muligt for Ritzau at få fat i rejseselskabet for præcise tal.

/ritzau/