Putins økonomiske redningskvinde trak i sort og bad om at gå af, efter at krigen startede. Hun fik et nej. Er hun fanget i et umuligt job?

Spekulationerne fyger om Elvira Nabiullina, der siden 2013 har ledet den russiske centralbank og nu står med den svære opgave at holde russisk økonomi gående trods Vestens sanktioner. Rygter siger, at hun forsøgte at gå af, da krigen i Ukraine startede. Præsident Putin sagde nej. I stedet har Putin indstillet hende til at fortsætte fem år til.

Iagttagere har længe fulgt Elvira Nabiullinas påklædning for signaler om hendes tanker som chef for Ruslands centralbank. I 2019, da dette billede blev taget, så hun optimistisk ud. Siden Rusland invaderede Ukraine, har hun været klædt i sort. Evgenia Novozhenina/Reuters/Ritzau Scanpix

Symbolik har længe spillet en rolle i fortolkningen af den kvinde, der gennem næsten ti år har styret Ruslands centralbank og dermed økonomien og finanssystemet gennem den ene krise efter den anden.

I de seneste år har det været en sport for analytikere at afkode Elvira Nabiullinas påklædning og et imponerende arsenal af bevidst udvalgte og konstant skiftende brocher for at kredse sig ind på hendes tanker og holdninger.